Historisk perspektiv
De nye kvinder
I bogen, De nye kvinder - kærlighed og queers 1870-1920, har professor ved Roskilde Universitet, Rikke Andreassen fremskrevet talrige og utrolige historier om kvinder, der var kærester med kvinder, og som arbejdede og uddannede sig og elskede hinanden i perioden fra 1870 til 1920.
Kvindernes skæbner og omstændighederne omkring deres hverdagsliv og kærlighedsliv er hidtil gået under radaren i historieskrivningen, men takket være Rikke Andreassen og hendes RUC-kollegers omfattende forskning, er en lang række breve, fotografier, politirapporter og hospitalsjournaler nu blevet fundet frem fra de historiske arkiver. Tilsammen fortæller de vilde og overraskende historier om kvinder, der var kæreste med kvinder i en svunden, men nu lyslevendegjort tid. I en periode af historien, hvor mænd, der udlevede deres homoseksuelle begær, risikerede både fængselsstraf og offentlig udskamning, levede og dansede og elskede en hel del kvinder i alle samfundslag med hinanden, viser det sig under læsningen af bogen, uden af det af den grund vakte den store opsigt blandt deres medborgere.
Glem den gængse forestilling om stakkels, ugifte pebermøer, der førte en hemmelig tilværelse på selskabslivets skyggeside. I de nye kvinder er der lesbiske sexarbejdere, nonbinære snedkerlærlinge, polygame skolelærerinder, ny viden og stof til eftertanke for alle pengene. I dette eksklusive fraklip fra manuskriptet til bogen, som Flere bringer i dette nummer, får du historien om sexarbejderen, Ellen og hendes ’kontrære seksualfølelse’.
Læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med De nye kvinder, kan passende begynde her.
Amor Lesbicus og Ellen i Dybensgade
En septembernat i 1903 bankede politiet hårdt på døren til lejligheden hos familien Petersen på første sal i Kaalundsgade 6 på Vesterbro. Klokken var kvart over midnat, så far Peder, mor Krestine Sofie og deres søn Paul Osvald sov sandsynligvis, da politiet vækkede huset for at få fat på familiens unge lejer, den 17-årig Ellen. De to betjente anholdt straks Ellen, ledte hende ud af huset og gennem efterårsnatten til stationen på Nytorv. Sædelighedspolitiet havde nemlig fået et tip om, at Ellen var »uden lovligt erhverv og udelukkende ernærede sig ved utugt«. Utugt var en betegnelse som både dækkede salg af sex, sex uden for ægteskab og anden usædelig opførsel, som stødte tidens kønsmoral. Under det efterfølgende politiforhør fortalte Ellen politiet, at hun det sidste års tid havde »haft samleje med mange forskellige mandspersoner, som hun ikke kendte. Hun havde truffet mændene på restaurationer og på gaden«. Hun var enten gået med mændene »hjem eller på hotel Scandia i Nyhavn, hvor hun havde haft samleje med dem. Herfor havde hun i reglen modtaget en betaling fra 5 til 30 kr.«
Når politiet anholdt Ellen – og tusindvis af kvinder som hende – på baggrund af et tip og ikke en egentlig efterforskning, så skyldtes det frygten for kønssygdomme, især gonorré og den uhelbredelige syfilis, som mange læger såvel som myndighedspersoner gav utugtige kvinder skylden for udbredelsen af. Datiden lov foreskrev, at kvinder, som indgik seksuelle relationer uden for ægteskabet, hvilket især var kvinder som solgte sex og kvinder med flere seksualpartnere, skulle underlægges streng politi- og lægekontrol i anden halvdel af 1800-tallet.
Smittet
Ellen, hvis fulde navn var Ellen Caroline Hansine Hildebrandt, blev født uden for ægteskab i 1886 i Helsingør. Hendes mor var tjenestepige, og hun oplyste, at faderen var grossereren Ludvig Otto Lundkvist. Ellen boede hos sin mor til sit fjerde år, derefter kom hun i pleje hos en familie i Vridsløselille. Da hun blev 12 år, flyttede hun tilbage til moderen, der i mellemtiden var flyttet til København. Her boede Ellen til sit 16. år, hvor moderen døde på det psykiatriske hospital St. Hans.
På politistationen blev den anholdte Ellen undersøgt af politilægen, der fandt hende venerisk, hvilket betød, at hun var smittet med en kønssygdom, og sendte hende til behandling på Vester Hospital. Her tilbragte hun knap en måned, før hun var kureret. Overlægen på Vestre Hospital var Rudolph Bergh (1924-1909), som i flere forskningsartikler og hospitalsrapporter beskrev, hvordan mange sexarbejdere var i seksuelle og romantiske forhold med andre kvinder. Han betegnede forholdene som sapphiske forhold, opkaldt efter den kvindelige græske poet Sapphos, der skrev kærlighedsdigte om kvinder. I Berghs skrifter blev sapphisme rammesat som en praksis; det var noget, man gjorde, ikke noget man var. Mens den tyske læge Karl Friedrich Otto Westphal (1833-1890) i 1869 havde udgivet sin artikel om ’kontrær seksualfølelse’ (contrare Sexualempfindung), der indledte den medicinske diskussion om homoseksualitet som en sygdomstilstand, som kom til at præge seksualitetsforskningen i slutningen af 1800-tallet og især i 1900-tallet, så beskrev Bergh ikke samkønnede relationer som hverken en sygdom eller en lidelse. Mens samtidige tyske og britiske læger debatterede, hvorvidt homoseksualitet skulle forstås som en medfødt tilstand eller som noget mennesker kunne få smag for senere i livet, hvis de blev introduceret til det, så beskæftigede Bergh sig ikke med årsager til homoseksualitet – han konstaterede blot, at en del af de indlagte kvinder på hans hospital have en praksis, hvor de forelskede sig i hinanden og havde seksuelle relationer med hinanden. Berghs skrifter, der indeholdt beskrivelser af kvinders samkønnede relationer, var tilsyneladende ikke en del af en større medicinsk diskussion om homoseksualitet, men derimod indlæg i den danske og internationale diskussion om prostitution og kønssygdomme. Han var derfor heller ikke optaget af, om homoseksualitet var medfødt eller tilegnet – for han beskæftigede sig slet ikke med den slags spørgsmål. For ham var kvindelig homoseksualitet ikke en identitet, det var en seksuel praksis blandt mange praksisser. Bergh skrev derfor ikke sine artikler eller rapporter i dialog med læger som Westphal, men nærmere i samtale med læger som den franske Alexandre Jean Parent-Duchatelet, hvis værker Bergh henviste til flere gange i sine artikler og rapporter. I 1857 havde Parent-Duchatelet publiceret et værk om prostitution, moral og hygiejne i Paris, hvori han hævdede, at »henimod en fjerdedel af de offentlige fruentimmere [sexarbejdere] i Paris var tribader”. Til denne påstand kommenterede Bergh i 1891: »hvad vel både for Paris’ og Københavns vedkommende ikke er alt for højt anslået«. Betegnelsen tribade kommer af det græske tribein, som betyder at gnide og var en almindelige medicinsk faglig betegnelse for kvinder, der havde sex med kvinder. Tilsvarende var der tyske læger, der vurderede, at en fjerdedel af berlinske kvinder, som solgte sex, var i forhold med kvinder. Det var altså tilsyneladende ganske mange kvinder blandt de europæiske sexarbejdere, hvis vi skal tro samtidens læger, som indgik i seksuelle og romantiske relationer med hinanden.
Kontrær seksualfølelse
Den engelske læge Henry Havelock Ellis, som i 1896 udgav bogen Das konträre Geschlecthsgefühl, udgivet på engelsk året efter som Sexual Inversion, der blev kendt som den første engelsksproget lægefaglige bog om homoseksualitet. Betegnelsen ’inversion’, som på dansk bedst kan oversættes til spejlvending, var en forestilling om homoseksualitet som en form for omvendt heteroseksualitet; en medfødt tilstand, hvor det seksuelle instinkt ’omvendt’ rettede sig imod personer af samme køn som ens eget. Homoseksualitet burde derfor ikke opfattes som en sygdom eller straffes som en kriminel handling, men blot som en medfødt spejlvending. Betegnelsen ’sexual inversion’ fik sit folkelige gennembrud med den lesbiske roman Ensomhedens brønd (1928) af Radclyffe Hall, der brugte betegnelsen i sin bog såvel som om sig selv. I bogen Das konträre Geschlecthsgefühl beskrev Ellis, hvordan cross-dressing var et af de tydeligste tegn på kvindelig homoseksualitet. Han pointerede, at selvom det ikke var alle kvinder som cross-dressede, der var ’seksuelt-spejlvendte kvinder’, så var cross-dressing en meget udpræget tendens blandt de spejlvendte. Ellis var gift med forfatteren og kvinderettighedsaktivisten Edith Lees, der åbent havde forhold med kvinder, mens de var gift. Efter sigende byggede Ellis’ bog på viden om kvindelig homoseksualitet, som han havde gennem Edith og hendes venner/veninder.
Edith Lees forsvarede selv homoseksualitet og normbrydende opførsel og argumenterede for, at samfundet blev beriget af seksuelle minoriteter.
Ellis argumenterede for, at når homoseksuelle kvinder trak i mandeklæder, så var det ikke fordi, mandetøj var mere praktisk, eller for at tiltrække sig kvinder; nej, det var simpelthen fordi de spejlvendte kvinder følte sig bedre tilpas i disse klæder; de følte sig hjemme, som han udtrykte det. Hans beskrivelser kan – med nutidens betegnelser – tolkes som en tidlig beskrivelse af transkønnethed. Ellis brugte en del af sit kapitel om kvindelig homoseksualitet til at beskrive den store udbredelse af kvinder i romantiske og seksuelle relationer med hinanden inden for sexarbejdermiljøet. Ellis angav prostitutionserhvervets rammebetingelser som årsag til den høje fremkomst af kvindelige homoseksuelle: Mange kvinder afstod, ifølge Ellis, fra at indgå romantiske relationer med mænd, da deres forretningsmæssige forbindelser til mænd, kombineret med den manglende sociale lighed mellem kvinder og mænd og den ubehagelige følelse af at sælge sin krop som en ejendom formindskede kvindernes mulighed for at opnå seksuel tilfredsstillelse og nydelse sammen med mænd. Hertil kom, at sexarbejdermiljøet rummede mange muligheder, hvor mange kvinder kunne finde kærlighed og hengivenhed blandt andre kvinder.
Sexarbejdermiljøet
En af de kvinder, der sandsynligvis fandt kærligheden på denne måde, var Ellen. Hun er fotograferet sammen med Henny Hansen i Henny lejlighed i Dybensgade 13. Slår man op i Mandtallene for Dybensgade, kan man se, at flere kvinder i gaden solgte sex. I Dybensgade 13 var de fleste lejligheder beboede af kvinder, hvis erhverv blev opgivet som »offentlige fruentimmere« eller »offentlige piger”.[i] Mandtallene var optællinger af befolkning, som i perioden 1865-1923 blev ført ind i skemaer med oplysning om navne, erhverv og bopæl. Ifølge Nils Boesen, som var med i sædelighedspolitiet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, var Dybensgade kendetegnet ved at huse de yngste og kønneste sexarbejdere og dermed også de sexarbejdere, der kunne tjene mange penge på at sælge sex. Ellen var født ind i fattigdom og som ung arbejderklassepige var hendes erhvervsmuligheder begrænset til ufaglærte jobs som tjenestepige, ekspeditricer, fabriksarbejdere og lignende jobs, der typisk gave 6-7 kroner om ugen eller som tjenestepige til 11-12 kroner om måneden plus kost og logi. Til sammenligning med den løn solgte Ellen sex for optil 30 kroner for et samleje.[ii] Hennys lejlighed var dyrt indrettet med silketapet på væggene, fløjsbetrukne møbler med træudskårne armlæn, billeder på væggene og blomster på bordet. Henny og Ellen udstrålede en overdådighed og et økonomisk overskud, som lå langt fra deres opvækst på samfundets bund.
To ting var karakteristisk for kvinderne i Hennys opgang i Dybensgade: De tjente mange penge og de var i forhold med andre kvinder – og måske hang de to ting sammen. Lægen Edward Ehlers udgav i 1896 en lille bog med titlen Bidrag til diskussion om prostitutionsspørgsmålet. Her skrev han, at »enhver offentlig kvinde, der ikke er forfalden til amor lesbicus, er i alfonsens kløer«. Formuleringen indikerer, at der må have været en del kvinder i prostitution, som var i forhold med kvinder. Hvis der kun have været tale om ganske få kvinder, ville formuleringen have lydt anderledes.[iii]Fraværet af en alfons for kvinder som Henny og Ellen sikrede, at kvinderne selv kunne beholde deres penge. Når kvinderne samtidig boede dør om dør i samme opgang kunne de beskytte hinanden mod ubehagelige kunder og behøvede på den måde ikke en potentiel alfons’ beskyttelse. Kvinder som Ellen var driftige forretningskvinder, der forstod at kapitalisere på det, de havde; deres kroppe, ungdom og skønhed. Modsat de fleste andre unge kvinder fra arbejderklassen, så tjente de så mange penge, at de var nødt til at åbne bankkontoer. De inspirerede sikkert også hinanden til at åbne bankkontoer, for mens kontanter og smykker kunne blive stjålet, stod pengene sikkert i banken, hvor deres opsparinger voksede sig større og større. Dybensgade 13 fungerede sandsynligvis både som et arbejdsfællesskab, hvor kvinderne støttede og hjalp hinanden, og som en queercommunity, hvor de var kærester med hinanden, festede og levede et frit liv uden ægtemænd og uden deres familiers indblanding.
Gravid
Men sexarbejdet havde også en risiko. I foråret 1904 blev Ellen endnu engang indlagt på Vestre Hospital med en kønssygdom. Men hun var også gravid, for få dage efter indlæggelsen blev hun overflyttet til Fødselsstiftelsen, hvor hun fødte en pige. Tre måneder senere, i sommeren 1904, mødte hun op på politistationen, sammen med sin 3 måneder gamle baby for at fortælle, at hun forlod København for at flytte ud til sin plejesøster i Høje Taastrup. På trods af intentionen om at flytte ud til søsteren i Høje Taastrup, blev hun dog godt en måned senere igen anholdt af politiet. Politiet havde ransaget en lejlighed i Saxogade på Vesterbro, hvor der efter sigende skulle bo »forskellige fruentimmer der var uden arbejde, men formentlig ernærede sig ved løsagtighed«. Ellen var i lejligheden sammen med en anden ung kvinde, sangerinden Ellen Christine Jensen, der også blev anholdt. Sandsynligvis havde Ellen overladt sin datter i sin søsters varetægt og boede alene i København – måske sammen med Henny, måske sammen med Ellen Christine, som hun blev anholdt sammen med i Saxogade.
Kilder og referencer
Politiets Mandtaller, Københavns Stadsarkiv (https://kbharkiv.dk/brug-samlingerne/kilder-paa-nettet/politiets-mandtaller/)Politiets
Registerblade, Københavns Stadsarkiv (https://kbharkiv.dk/brug-samlingerne/kilder-paa-nettet/politiets-registerblade/)Rigsarkivet, Københavns Politi 3. Politiinspektorat, Afdeling B: Sager vedr. indskrivning af offentlige fruentimmere.Rikke Andreassen, De nye kvinder: Kærlighed og queers 1870-1920 (København: Politikens forlag, 2025).Rudolph Bergh, Om Tatoveringer hos de offentlige Fruentimmer (København: Cohens Bogtrykkeri, 1891.Edvard Ehlers, Bidrag til Diskussionen af Prostitutionsspørgsmaalet (København: Reitzelske Forlag, 1896),Grethe Hartmann, Boliger og Bordeller: Oversigt over Prostitutionens Former og Tilholdssteder i København til forskellige Tider (København: Rosenkilde og Bagger, 1967).Ellis, Havelock & Symonds, John Addington, Sexual Inversion. (Red. af Ivan Crozier). (New York: Palgrave Macmillan, 1897/2008).Marti Lybeck, Desiring Emancipation:New Women and Homosexuality in Germany 1890–1933. (New York: State University of New York Press, 2014).Niels Jul Nielsen og Lise Astrup Frandsen, Sex til salg i storbyen: Prostitution sidst i 1800-tallet og i nyere tid (København: Københavns Museum, 2010)Martha Vicinus, The History of Lesbian History.
[i] Henny Hansens bopæl i Dybensgade er konstrueret ud fra opgørelse i Mandtallerne og Politiets registerblade, der ikke altid stemmer overens, fx var hun registrerede i Registerbladene, som boende i Dybengade 13 i 1898 og 1899, mens hun ikke ses i Mandtalsopgørelserne for disse år på adresserne.
[ii] (Larsen & Frandsen 2010: 42 og slutnote 63, trækker på Hartman (1967: 72). Kilden (som var et manuskript ved titlen Af prostitutionens historie) er senere gået tabt)
[iii] Ehlers 1896: 63.