Interview
Fra bibelbælte til bakkesang
Sune Gylling Æbelø arbejder til daglig som chefrådgiver og taleskriver i Landbrug og Fødevarer og i september sidste år udgav han, sammen med sin bror biografien, De fortabte sønner, om en opvækst som unge homoseksuelle i det vestjyske bibelbælte.
Bogen indbragte dem en række begejstrede anmeldelser og skabte en del medievirak grundet den spektakulære historie om hele to homoseksuelle brødre i en indremissionsk familie, som begge meget sent i livet finder modet til at springe ud og deres førstehåndsberetninger om den omvendelsesterapi fraktioner af det kirkelige miljø udbyder.
Men der er også en helt anden og mere munter side af medaljen, som mange måske ikke vil kende. For når Sune Gylling Æbelø ikke har travlt med passe sit otte til fire-job inde i ministeriet eller med at forfatte bøger og klummer til de etablerede medier og forlag, så har han faktisk i årevis skrevet stribevis af viser og tekster til sommerrevyerne, der hvert år spiller rundt om i landets provinser. Han går ikke i revydvale gennem vinterhalvåret, men optræder tværtimod på livet løs med visesang og højt humør i selskab med eks-bakkesangerinde, Lone Jensen, på verdens ældste bøssebar, Centralhjørnet, der siden 1917 har lagt hus til alskens festlige stunder for homoseksuelle mænd og deres allierede i kælderen på Kattesundet nummer 18 tæt på Rådhuspladsen i København.
I dag har jeg dog sat Sune stævne inde på et af de lyse kontorer i Landbrug og Fødevarer i den store grå bygning på Axel Torv, hvor han har afset tid midt i arbejdstiden til en snak om sin hang til viser og bakkesang.
For jeg er nysgerrig efter at vide, hvad kærligheden til revyen og de småsjofle viser kommer sig af, og hvordan det hænger sammen med en opvækst i et kristent miljø, hvor sex før ægteskabet var en synd, og hvor de musikalske indslag i den indremissionske kirke og på de kristne friskoler, hvor ham og hans bror gik, primært udgjordes af lovsang og salmer?
Et særligt øre for frække viser
»Det er faktisk meget sjovt«, siger Sune som reaktion på mit spørgsmål, og læner sig frem i stolen foran det store vindue, der vender ud mod Frihedsstøtten – den store stenobelisk foran Hovedbanegården, der i sin tid blev rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse ved landboreformerne i 1788. Han gnider sig lidt i sit veltrimmede fuldskæg.
»For det var mine forældre, der havde de plader derhjemme. Fra revyens Guldager 1 og 2, hed de, og der var alle mulige af de gamle revyviser på. Lille Lise Let på tå og Her går det godt fru kammerherreinde og Solitudevej – som jeg tror, jeg har kunnet udenad, siden jeg var en 11-12 år gammel. Jeg syntes bare, de sange var helt vidunderlige«.
Han griner og påpeger selv det mærkværdige i, at en halvstor dreng kaster sin uforbeholdne kærlighed på den danske visetradition.
»Men sådan var det altså«, siger han.
»Jeg har et eller andet særligt øre for det der med at lære viser udenad. Så har jeg til gengæld aldrig kunnet finde ud af at orientere mig og finde vej«.
Han smiler og ser påtaget spekulativ ud.
»Der må være et eller andet center i min hjerne, der mangler – og der ligger så alle de der revyviser i stedet for – sammen med citaterne fra Matador og Anna Hamilton« tilføjer han, »- og så skal jeg så til gengæld bruge min GPS for at finde hjem fra arbejde,« siger han og griner.
Men hvordan begyndte hans karriere som visesanger i sin tid, for der er trods alt et stykke vej fra en gammel grammofonplade i forældrenes stue til selv at have ambitioner som vise- og revyforfatter?
»Den første vise, jeg skrev, og som jeg tjente penge på«, siger Sune, »var en vise til min gode ven, Karen Marie Lillelund ud til Bakkens Hvile, hvor hun var sangerinde på det tidspunkt.«
Han folder hænderne over brystet og ligner grangiveligt én, der husker tilbage på en forgangen tid.
»Fra en ret ung alder var jeg begyndt at skrive lejlighedssange til fødselsdage og konfirmationer og den slags, så det lå egentlig fint i forlængelse af det«.
En sommer som ung voksen tog Sune afsted på Skanderborg Festivalen. Her optrådte Lise Lotte Lohmann inde i personaleteltet, hvor Sune og hans kammerat, Thomas, der havde medarbejdearmbånd og adgang til koncerten, højlydt gav deres begejstring til kende og ivrigt skrålede med på alle Lise Lottes viser og sange. Så ivrigt at det gav anledning til en opfølgende samtale efter koncerten.
»Det var på den måde, hende og jeg blev venner«, siger Sune, »og det var gennem hende, jeg langsomt lærte hele det der miljø ude på Bakken at kende”.
Frigørelse og flirt med traditionen
Når man læser Sune og hans brors bog, der handler om at skulle undertrykke sig selv og sin seksualitet for at leve op til en kristen moral og etik, får man let den tanke, at han må kunne spejle sig i den kvindefrigørelse, som ligger indlejret i hele bakkesangerindetraditionen – arbejderklassens kvinder, der for en gangs skyld havde mulighed for at opnå anerkendelse og tjene penge på andet end rengøring, børnepasning eller sexarbejde og samtidig på en kreativ måde kunne udfordre tidens snerpede seksualmoral?
»Hmm«, siger han og lægger hovedet eftertænksomt på skrå, mens han overvejer mine ord. ”Det tror jeg egentlig, du har ret i«, siger han. »Ikke at det er noget, jeg har været særlig bevidst om. Men det er helt sikkert, at det har haft en appel til mig – især på det tidspunkt, hvor jeg var godt i gang med at bevæge mig væk fra det fundamentalistiske miljø«.
Det er egentlig ikke så svært at forstå, at en ung mand kan få lyst til at udskifte det Indre Missionske Lovsangshæfte med et par frække viser, når han har gået rundt tynget af skam og skyld i årevis ved tanken om, hvad der rørte sig af lyster inden i ham.
»Før den tid«, siger Sune, »ville jeg aldrig have kunnet finde på at gå på Bakkens Hvile, det ville simpelthen være for uartigt. Så jeg er helt sikkert begyndt at komme derude i forbindelse med, at jeg selv har frigjort mig fra en masse snerrende bånd«.
Han smiler og gnider håndfladerne lidt mod det runde bord imellem os.
»På den måde har du ret i, at det været forbundet med at slå ud med armene og få lidt røde kinder og den slags, som ikke har været særlig velkomment tidligere i mit liv«.
Kitsch, queer og kærlighed til scenen
Som udenforstående, betror jeg Sune, associerer jeg mest den danske visetradition med mænd og damer og deres erotiske forviklinger med hinanden. Så hvordan kan det være, at det lige er dér, han har følt, at der var plads til ham som homoseksuel mand?
»Faktisk optrådte én af Danmarks første drags ude på Bakkens Hvile«, siger Sune, »Hardy Dræby, hed han – eller Bakkens Mona Lisa, som han blev kaldt. Han sang sine sange med en kvindelig figur som afsender, men var jo mand, så derfor var der den der dobbelthed i det«.
Sune smiler lidt skævt og fortsætter.
»Når han stod og flirtede med mændene, var det tydeligt, hvad det handlede om, selvom sangens indhold på papiret var heteronormativt«.
Hardy var ikke den eneste mand i kjole, der sang på Bakkens Hvile, fortæller Sune, og underbygger sine argumenter om den åbenhed over for homoseksualitet, som tilsyneladende findes i den danske visetradition, med flere navne på mandlige sangere derude igennem tiden.
Men hvad er det ved den kultur, der appellerer så stærkt til dele af bøssemiljøet?
»Ja«, siger han. ”For der er nemlig en del af homo-miljøet, som netop går i Bakkens Hvile, og som også elsker Dansk Top og den slags. Birthe Kjær er for mange i den lidt ældre generation af bøsser et decideret gay icon. Tidligere var det jo Dorthe Kollo og sådan nogle«, siger han.
»Det er måske det lidt kitchede ved det«, funderer Sune. »Ligesom med Melodigrandprix. Der er noget ved den der cabarettradition – og den der vovethed og flirten med det seksuelle, som appellerer stærkt til et homoseksuelt publikum.«
Han retter på sine briller og lader blikket glide ud ad vinduet, over mod Hovedbanegården og Frihedsstøtten, et kort øjeblik, inden han færdiggør ræsonnementet.
»Det har været betragtet som lidt dårlig smag – og som homoseksuel har man måske netop kunnet identificere sig med det der lidt nicheprægede, fordi man også som homoseksuel er blevet betragtet som dårlig smag«, siger han.
Han holder en lille pause og trækker vejret ind.
»Hvis vi alligevel bliver beskyldt for det – så kan vi lige så godt forlove os med det!«, siger han og slår en latter op.
Men hvorfor er det lige på Centralhjørnet, Sune og hans skiftende medsangerinder slår deres folder?
»Det er bare blevet mit stamsted«, siger Sune. »Det er jo et af verdens ældste bøsseværtshuse. Allerede i starten af 1900-tallet har man kunnet registrere en overrepræsentation af mænd, som havde en særlig sød tand for eget køn, der kom dernede«, siger han og griner.
Han lægger ansigtet i lidt mere alvorlige folder og fortsætter.
»På det tidspunkt har det jo været et spændingsfelt imellem forlystelse og så noget farligt, fordi det har været ulovligt at være homoseksuel, og det har været forbundet med straf. Det har ikke været omkostningsfrit – og så kan man jo godt få lyst til at give den lidt ekstra gas, når man så endelig giver sig selv lov«.
Sune Gylling Æbelø (f. 1974) er tidligere taleskriver for fire ministre, klummeskribent i Politiken og i dag chefrådgiver i Landbrug & Fødevarer.