Kultur
La Vigna Queer
For Kristina begynder bilferien, som alle traditionsrige bilferier i Danmark har begyndt siden 1960-erne, på den tyske autobahn, hvor hun har sat kursen mod en familiesammenkomst i det italienske højland og et besøg hos en lokal vinproducent, som bogstavelig talt er ’one of a kind’.
Min far, der efterhånden er oppe i årene, har med udsigten til snart at måtte lægge sit kørekort endegyldigt på hylden, overdraget mig sin postkasserøde Volkswagen Polo. Den falder på et tørt sted efter at vores egen skrammede Skoda Fabia i sidste uge opgav ævred i én af de skrå parkeringsbåse på Hornbækgade på Nørrebro bag min ekskones lejlighed. Vejhjælp måtte komme os til undsætning og give batteriet en nødopladning, der akkurat tillod mig at køre tilbage til Amager og parkere den foran havelågen inden den forestående obduktion ved mekanikeren. Med min fars nidkært vedligeholdte Polo er jeg til gengæld i gode hænder. Når strålerne fra solen rammer den, skinner lakken, så man blændes, og automatgearet sørger for, at vi i én glidende bevægelse accelererer fra nul til hundrede ti kilometer i timen på indkørslen til E20 på første del af den lange vej til den nordlige del af Piemonte i udkanten af Alessandria-provinsen, som er slutdestinationen her i en af forårets små ferier, som min kæreste og jeg i anledning af en familiesammenkomst på min svogers enorme italienske landsted – og et helt særligt besøg i nærområdet – har besluttet os for at forlænge.
Et intermezzo i hetero-land
Navnkundige byer på Italienskortet, som min kæreste studerer via en app på telefonen på passagersædet ved siden af mig i bilen, – Alba, Asti, Valenza – afslører, at vi om et par tusind kilometer befinder os i et vinområde, hvis historie går århundreder tilbage, og som gennem de seneste mange år har tiltrukket alt fra sommelierer til gemene turister med smag for vin. Således også os, der – ud over udsigten til at kunne smage på de dyre dråber fra flaskerne på hylderne i min svogers indbyggede walk-in-vin-closet, der på linje med alt andet i selve hovedhuset og dets tilbygninger er af imponerende dimensioner – på forhånd har aftalt at mødes med Roberta Bruno, stifter og ejer af Gringhigna, la vigna queer, som der står på firmaets hjemmeside med blød skrifttype.
Hendes vinmarker, der så vidt vides tilhører landets eneste officielle queer vinproducent, har simpelthen vist sig at ligge minutters kørsel fra min svogers sommerresidens, der med sit strømlinede shabby chic-look med originalt murværk kombineret med opvarmede klinkegulve, en sand hær af sovegemakker og badeværelser, udendørs pool og pizzaovn suppleret med min svogers grandiose Porsche, racercyklen og det Ralph Lauren slimfit cykeltøj, som han i en utrolig fart forcerer områdets bakkede landskab i, er det ikke ligefrem the queerness of it all, der præger foretagendet – og udsigten til at skulle mødes med Roberta Bruno er da heller ikke mindre kærkomment af den grund. Et par dage i hetero-land kan være decideret forfriskende, især under luksuriøse forhold som dem min svoger har etableret, men det er nu trygt at vide, at der er et lille queer intermezzo indlagt i ugens familieprogram.
Fra øl til vin i regnvejr
Ruten derned går nødvendigvis gennem øl-landene Tyskland og senere Schweiz og Østrig, hvor vi efter 10 timers autobahn-kørsel under os selv et stop-over i den lille middelalderby, Feldkirch, der, ud over at være James Bond-location i filmen, A Quantum Solace, ifølge min hurtige Wikipedia-søgning, også viser sig at huse et feministisk kollektiv, en ungdomskirkelig lgbtqia-afdeling og ikke mindst et imponerende musikkonservatorium byens beskedne størrelse taget i betragtning. På vores aftengåtur lyder harpestrengenes toner bogstaveligt talt fra de åbentstående vinduer og ud i den lille park, der adskiller de musikstuderendes arkitektoniske perle langs floden fra byretten og det tilhørende fængsel, hvor de indsatte da i det mindste, tænker jeg, mens vi går igennem parkens frodige, grønne græs, har mulighed for at nyde den klassiske musik på deres gårdtur inde bag pigtråden og de høje mure. Men alpeidyllen varer ikke ved, allerede næste morgen må vi ind i Poloen igen for at fortsætte turen gennem Splügen-passet i retning mod Milano, hvis vi skal have en chance for at overholde aftalen med Roberta, der venter os i morgen formiddag. Til trods for de dystre vejrmeldinger, der med jævne mellemrum tikker ind på SMS fra min svoger og resten af familien, der allerede befinder sig i Piemonte-regionen – inde i huset mestendels forstås – eftersom vejret dernede stort set ikke tillader udendørs ophold. De kolossale mængder af regn, som i forvejen er faldet i området gennem de seneste døgn, har fået Bormida-floden, der løber i dalen under landstedet, til at gå over sine breder, og min kæreste og jeg indser modvilligt, at vi formentlig gør klogt i at forberede os på at skulle besigtige Robertas vinmarker i højlandet ved Strevi i silende regn. Det skal imidlertid ikke forhindre os i at møde velforberedte frem, bliver vi enige om, hvorfor min kæreste i et resolut forsøg på et stemningsskift tager sin Iphone frem og forbinder den med bilens bluetooth-højtaler. Inde i Spotify-appen finder hun podcasten Vin for begyndere, som vel trods alt, erkender jeg, efter et mislykket forsøg på protest, må være et passende sted at starte, for hvem der nok sætter pris på min svogers hyldemeter af lokale årgangsvine, men som til hverdag, uden at rynke på næsen, gerne tager til takke med Rema 1000’s ganske udmærkede WOW til lidt over en rund halvtredser.
Vinlingo og feministiske pligter
Selv med armen vredet om på ryggen ville jeg ikke med en snert af overbevisning kunne opliste de smagsnuancer, som de to midaldrende mænd i podcasten uden at blinke lirer af sig efter at have stukket næsetippen kortvarigt ned i et glas med rødvin: »En nuance af sure kirsebær«, siger den ene mand og får det til at lyde som en stor ros til den flaske Barbera, han netop har skænket op til sig selv og sin medvært. »Mandelaroma uden forstyrrende elementer af fadlagring«, supplerer hans makker, efter at have duftet til en Nebbiolo årgang 2019, hvorefter han endnu engang snuser kraftigt ind helt tæt på mikrofonen. »Ja, den kommer godt op af glasset«, siger den første midaldrende mand og indleder, hvad der forekommer at være en associationsleg af en art mellem de to med udgangspunkt i diverse noter og bouquet-er, som vinene efter alt at dømme indeholder i større eller mindre grad. »Ristede hasselnødder«, siger den første midaldrende mand. »Moden pære«, siger den anden midaldrende mand, og sådan fortsætter det. »Havskum”, »grønne jordbær«, »urter«, »røg«, »skovbund«, opremser de på skift og sætter ord på deres smagsindtryk i nogenlunde samme drømmende, let henførte tonefald. Efter godt fem minutter er jeg meget tæt på at falde i søvn. Man skulle muligvis have været der, tænker jeg, eller som minimum have bestilt den tilhørende smagskasse som firmaet, der sponsorer podcasten i et af mange reklamespots, tilbyder én at købe. Min kæreste forsøger til gengæld at overbevise mig om, at det vil være tiltrængt og, fornemmer jeg, en slags feministisk pligt, at blive i stand til at udfordre min svoger på hans vinlingo, som, hvis traditionen ellers holdes i hævd, står til at blive luftet hen over det massive egetræsbord ude på hans terrasse med udsigt over de grønne bakker under den forestående familiemiddag i morgen aften.
Måske er det den samme feministiske pligtfølelse, tænker jeg næste formiddag, da vi møder Roberta i den tunge regn på parkeringspladsen i minibyen, Strevis centrum foran det lokale trattoria, der har motiveret hende til at stable sin såkaldte queer-vinproduktion på benene og markedsføre det traditionsrige erhverv på en måde, der næppe kan stemme helt overens med de fremherskende normer for brandingstrategi i området – eller landet for den sags skyld, hvor flertallet af befolkningen så sent som i 2022 stemte en kvinde (Giorgia Meloni red.) til magten, som tilsyneladende har gjort det til en af sine fremmeste opgaver at stå i spidsen for, hvad der vel kan betegnes som en form for organiseret hetz mod landets lgbtqia-befolkning.
Mande-arbejde
»Helt bestemt«, siger Roberta, da jeg præsenterer tanken for hende, efter at hun har taget hætten på sin regnjakke af og sat sig ind på forsædet i vores røde Polo, så hun bedst muligt kan guide os rundt i Strevis smalle gader og ud mod de hundredvis af hektar vinmarker, der omkranser byen. »For i Italien er næsten alt, der har med vin at gøre såkaldt ’mande-arbejde’«, siger Roberta med foragt i stemmen, mens hun ivrigt laver gåsetegn med fingrene i luften. »Hvad end det går ud på at køre traktoren rundt i markerne eller at beskære de spæde vinstokke med små beskærersakse, så er det åbenbart at betragte som opgaver”, fortsætter hun opgivende, »som det udelukkende er oplagt for mænd at udføre, for »sådan har det altid været««, siger hun og vrænger en anelse på den sidste del af sætningen, som om hun citerede et helt kor af tidligere generationer af italienske vindyrkere.
Men netop af den grund har Roberta sat en ære i at lære sig hele faget fra bunden – traktorkørsel, beskæring, viden om druesorter, høst, vinlagring og så videre, sådan at hun på egen hånd er i stand til at varetage stort set alt, der har med dyrkningen af den vin, hun også selv markedsfører og sælger at gøre. Ved siden af sin business-uddannelse har hun gennem de seneste år uddannet sig inden for landbrug med speciale i vin og vinproduktion, og siden hun sammen med sin mor i 2022 lancerede GrinGhigna – La Vigna Queer har hun i vidt omfang selv stået for opdyrkningen af og høsten på vinmarkerne omkring Strevi, hvor en stor del af hendes familie stammer fra og stadig er bosat. Faktisk har mange af hendes nuværende marker oprindeligt været hendes bedstefars, fortæller hun, mens Poloen jeg svinger uden om et stengærde, der grænser op til en vinmark, som skråner op af en lille bjergside, »men de blev solgt fra hans ejendom i forbindelse med hans død«, siger Roberta og understreger, at hun altså ikke er kommet i besiddelse af dem gennem ham, som mange åbenbart lader til at tro, men at hun tvært imod møjsommeligt har opkøbt dem én efter én, efterhånden som det er blevet økonomisk muligt for hende i takt med virksomhedens vækst.
»Det med familien er i det hele taget lidt kompliceret«, siger Roberta, idet vi passerer, hvad der viser sig at være hendes ene mosters landejendom. Den ligger under de tunge, mørke skyer bag en stor have med cypresser og omkranset af et højt jerngitter. »Dér skal vi i hvert fald ikke ind«, siger hun og gør en bevægelse med hånden, der signalerer, at vi helst i en fart skal fortsætte ligeud ad vejen og forbi den smukke, rosa gård på vores højre hånd. Det er nemlig ikke alle i Robertas familie, forstår vi hurtigt, der er lige begejstrede for hendes idé om at indrullere Italiens stolte vintradition i den lokale queerbevægelses kamp for lige rettigheder og plads til forskellighed. Ligesom det langt fra er alle i området, der ser med milde øjne på Roberta som frontfigur for en vinproducent med regnbueflag vajende hen over firmaets hjemmeside.
Lokal modstand
»Sidste år endte jeg i en veritabel shitstorm«, fortæller hun, mens vi drejer ind i byen igen, nu fra den modsatte side, efter at have taget en halv runde i Poloen om bygrænsen for at besigtige vinmarkerne, der dækker området omkring Strevi, så langt øjet nu rækker i den grå dis og gennem de massive mængder af regn, der nu på anden time pisker mod forruden og sætter bilens vinduesviskere på hårdt arbejde. »Det var oven på en række artikler, der havde været i pressen om vores firma«, siger Roberta og refererer til shitstormen. Hun smiler et trist smil henne fra passagersædet ved tanken om den lange række af homofobiske udsagn i kommentarsporene under artiklerne på de lokale avisers hjemmesider og under opslagene på hendes egne konti på diverse sociale medier, som hun skulle stå model til i en længere periode. »Jeg er ærlig talt blevet ret paranoid oven på den omgang,« siger hun. »Når jeg går rundt inde i Acqui Terme (den nærmeste større by i området red.), så har jeg altid solbriller på uanset vejret.« Hun bekræfter med et nik, da jeg spørger, om hun virkelig mener det helt bogstaveligt? »Når ret skal være ret, så er det egentlig mest min egen reaktion, jeg er bange for«, siger hun. »For jeg har ophobet så meget vrede, at jeg er blevet i tvivl om, hvordan jeg ville reagere, hvis nogen rent faktisk antastede mig eller råbte noget nedsættende til mig på åben gade.«
Stigende salgskurve
Til trods for den spredte lokale modstand går det ellers overraskende godt for det lille firma, der siden sidste år har fordoblet vinproduktionen og har sendt både en ny rosevin og en ny hvidvin ud på markedet. Folk vil tilsyneladende gerne bruge deres penge på en queervin, der umuligt kan smage helt dårligt, tænker jeg, og hvor overskuddet fra virksomheden – ud over at forsørge Roberta og hendes familie – går til at støtte den lokale pride i Torino og adskillige andre lgbtqia-initiativer i lokalområdet. GrinGhignas første serie af vine er desuden opkaldt efter kvinder – Norma, Agnes, Dorothea, Bertha – der blev forfulgt under hekseprocesserne i middelalderens Europa, bare lige for at sætte en tyk streg under det feministiske aspekt af projektet, og når økonomien tillader det, gør Roberta en dyd ud af at ansætte queer-personer til at tage sig af opgaverne, når de vokser hende selv og hendes mor over hovedet, fortæller hun med stolthed i stemmen.
En skål for diversitet
Vi parkerer foran Robertas lille hvide varevogn på parkeringspladsen i Strevi, og da hun stiger ud, hæver hun hånden for at signalere, at vi altså lige skal vente med at starte motoren igen. Hun tager et skridt rundt om bilen og åbner bagdørene ind til varevognens bagagerum, der viser sig at være fyldt til randen med kasser af vin. Norma-er og Bertha-er, der er pakket i kasser af tolv og står stablet oven på hinanden. »I skal da lige have lidt vin med”, siger hun glad og rækker os en flaske Muscat-vin og en Berbera, som hun foreslår, at vi da passende kan prøvesmage til den forestående familiemiddag. »Vinen for dem, der skåler for diversitet, inklusion, kroppe, ikke-normative identiteter og for at bringe en ny feministisk og queer-norm til bordet«, står der på italiensk på etiketten på bagsiden af flasken, da jeg vender den om og staver mig igennem de første linjer. Jeg føler mig ikke helt overbevist om, at min svigerfamilie kommer til at løfte glasset sådan rigtig højt til den skål og overvejer allerede i mit stille sind at fremhæve den sidste del af teksten, når jeg skal servere den i aften: »Aroma af roser, vilde jordbær, hindbær og ribs med en balsamisk note af mynte, eukalyptus, hvid peber og mineralitet.« Det lyder fornemt og temmelig komplekst, og det eneste, det kommer til at kræve af mig, tænker jeg selvtilfreds, er at jeg lige husker at få googlet det sidste ord i sætningen på vejen tilbage, så jeg ikke risikerer min feministiske ære og bliver sat skakmat i vinlingo af min svoger.
Læs mere om gringhigna: Homepage