Interview
Jeg leder stadig efter et hjem, mit hjem
Aaiún Nins seneste digtsamling handler om en opvækst, som er præget af flugt, vold og overgreb, men også af venskab, kærlighed og afsavn. Men mest af alt handler den om at miste og om at holde fast i kærligheden, der hvor man finder den.
På tværs af tidszoner, landegrænser og digtsamlinger møder jeg forfatteren Aaiún Nin gennem en mailkorrespondence. Det er et møde, som for mig er både intimt og med en indbygget afstand, fordi man som interviewer ikke kan se forfatteren eller aflæsereaktionerne på de spørgsmål, man stiller. I et forsøg på at skabe et trygt sted for vores samtale, indleder jeg mine spørgsmål ved at italesætte situationen. Jeg undskylder for de lidt lange spørgsmål, og så sender jeg mailen afsted.
Efter at have læst debuten På min huds sorthed og den nye digtsamling SE! i direkte forlængelse af hinanden, forstår jeg, hvor kompromisløst Aaiún Nins forfatterskab er. Derfor sender jeg også, med lidt nervøs hånd, spørgsmålene afsted, fordi de på en måde er blevet mere kompromisløse, end jeg selv havde forventet. Måske netop fordi, jeg oplevede, at digtene inviterede mig ind i det rum som læser. Jeg ville normalt ikke spørge ind til barndomstraumer, selvskade og folks forhold til krop og sex – men i sit forfatterskab deler Nin ud af sig selv på en så generøs måde, at man selv finder mod til at italesætte emner, man ellers ville være berøringsangst over for. Det er den samme generøsitet, der strømmer gennem deres svar og vidner om en forfatter og et menneske, der er sin poesi tro.
OM FORFATTEREN
Aaiún Nin (f. 1991) er forfatter og kunstner. De er oprindeligt født i Angola, men er nu bosat i Schweiz efter at være blevet udvist fra Danmark. Nin debuterede med digtsamlingen På min huds sorthed (2021), som udkom ved Gads Forlag, og er nu aktuel med digtsamlingen SE! Nin optræder på Fluid Festival d. 14. august og på Louisiana Literature d. 26. august.
I digtsamlingen viser du en enorm vilje og et stort mod til at dele ud af dine mest personlige minder, kærlighedsoplevelser, tab og traumer og til at genskabe dem igennem sproget. Har du hele tiden vidst, at du gerne ville skrive din historie, når tiden var moden til det?
»Jeg skrev digtsamlingen efter i en periode at have tænkt tilbage på mit liv og måden, de forskellige begivenheder har påvirket mig på. Netop fordi jeg skrev den på dette tidspunkt, gik det op for mig, at traumer, overgreb, depression og sorg er noget, der vokser, når det hemmeliggøres. Ved at skrive disse ting frem og gøre dem synlige for mig selv blev det en måde at sætte dem fri dem på.«
For Aaiún var processen med at skrive digtsamlingen en måde at bearbejde sin fortid på, men også en måde at anerkende de forskellige hændelser på og derved frigøre sig fra dem. Måske er det derfor, jeg som læser får en følelse af, at alle tiderne flyder sammen i løbet af digtsamlingen. Fortiden er en del af nutiden. Den løber som en puls under alle dagene, gennem et helt liv.
I Aaiún Nins seneste digtsamlingfølger vi barnets minder og opvækst, som er præget af flugt, overgreb og vold, men også af venskab, kærlighed og afsavn. Digtene genbesøger og genskaber de minder, som har formet barndommen. Nin skriver minderne frem på en måde, så de bryder ind i nutiden med lysende og brutal klarhed. Derfor bliver jeg nysgerrig på, hvordan de har arbejdet med traumer og hukommelse. Nysgerrig på, hvilke refleksioner de har gjort sig, særligt omkring det at skrive fra barnets perspektiv.
Udvalgte digte fra SE! Oversat af Mette Moestrup
Om natten, i drømmelandskabet
hænger en skygge fra et baobabtræ
fanget mellem grene
som knager i vinden
den hylende vind
en skygge af landsmænd
straffet som voldsmænd
hængende, knagende, hylende
i al evighed
umulig at fortrænge
Skyggen som figur for
den sorte voldsmand
i den hylende vind
umulig at fortrænge
Der er en helt særlig sårbarhed i digtsamlingen, som om sproget somme tider skifter og tager barnets perspektiv. Arbejdede du bevidst med dette for at anerkende og forbinde dig til det barn, som engang var dig?
»Til en vis grad, ja. Intentionen var ikke som sådan at forbinde mig til barnet, men snarere at skabe et landskab af følelser, der undersøger barnets oplevelser og den måde, disse oplevelser former og præger jeg’ets virkelighed på senere i livet,« svarer Aaiún. »For at skabe sådan et landskab, er det vigtigt, at man skriver barnets oplevelser frem på en sårbar og omsorgsfuld måde,« afslutter de.
Deres svar får mig til at tænke på et digt i SE!, hvor jeg’et husker tilbage på den dag, hvor hun og faderen skal sige farvel, inden hun forlader det krigsramte Angola. Faderen irettesætter hende med en hård stemme, beder hende om ikke at græde. For det 8-årige barn opleves dette som vrede, men i et senere digt transformeres mindet af det voksne jeg; faderens vrede forvandles til sorg, hans afmagt oversættes til sårbarhed. I stedet for at bede hende om at stoppe med at græde, siger han nu: “Det her er også smertefuldt for mig”.
På den måde arbejder digtsamlingen hele tiden i en bevægelse mellem sorg, afmagt og forsoning. Eller måske snarere tilgivelse. For selvom sprog er noget, som jeg’et livet igennem har skulle tilegne sig og omstille sig efter, når de hvileløst er flyttet fra land til land, er sprog også noget, som former og afspejler vores verdensbillede. Et sted i digtsamlingen beskriver jeg’et f.eks., at hun kender ordet for ‘afstand’ og ‘flugt’ på mange sprog. Samtidig er der også en længsel efter at forvandle minderne og fortiden og gøre sproget til et redskab for heling: “Måske lærer jeg en dag et nyt sprog / Et sprog, som handler om at give slip / Et sprog, som handler om at tilgive”.
Han spurgte, om han måtte kneppe mig for 50 dollars, og lo, da jeg sagde nej. Han sagde, jeg var meget mindre værd, og gik sin vej. Jeg så ham gå. Han tog en sidste slurk af sin flaske, kastede den fra sig og standsede for at pisse. Jeg så ham holde sin pik i sin hånd, jeg samlede et glasskår op og fulgte lydløst efter ham.
Aaiún fortæller, at Se! er blevet til gennem en meget introspektiv proces: »Jeg snakkede ikke rigtig med andre om det, jeg skrev. Jeg ville gerne skrive om alle de forskellige elementer og samtidig sikre mig, at der var så lidt påvirkning udefra som muligt.« De beskriver arbejdet med minderne som en udforskning af det, de kalder emotional memory: »Jeg var meget optaget af at arbejde med minderne som følelsesrum. Jeg satte mig for at genkalde og fremskrive de følelser, som minderne vækkede i mig. De følelser, som kom til mig, når jeg kiggede tilbage på mit liv.«
Selvom genbesøget af minderne var en ensom proces i skriften, voksede der også en dyb følelse af taknemlighed og omsorg over for de mennesker, som har været der for Nin i løbet af livet. En omsorg, som spirer frem gennem digtsamlingen, f.eks. i mindet om en gammel barndomsven, et kys, et grineflip mellem jeg’et og søsteren. Disse minder står tilbage som lysende fakler i mørket. Som øjeblikke, hvor kærligheden fylder mere end sorgen, skammen og afsavnet. Skammen, som knyttes til både seksualiteten, religionen og den brutale homofobi, der finder sted, bl.a. i moderlandet Angola.
Hos Aaiún Nin er kroppen en beholder for traumer, den er noget, som bl.a. blev erobret gennem overgreb, som kan kontrolleres gennem selvskade og frigøres gennem sex og begær. Men på trods af alt dette, er kroppen stadig et hjem: »Jeg føler, at kroppen er det eneste hjem, jeg har tilbage nu,« svarer de, da jeg spørger ind til, hvad hjem betyder for dem. »Udforskningen af forskellige former for selvskade og stofmisbrug afspejler mit forhold til hjem: Hjem er noget, der hele tiden veksler mellem at være et sted for ly, omsorg og kærlighed. Samtidig er hjem også noget, der i kraft af forskellige oplevelser og vilkår er blevet udnyttet og ødelagt.«
Der stod et graviolatræ i mit første hjems baghave. Frugterne blev så store, at grenene buede under deres vægt. De enorme frugter faldt til jorden med et bump og sprak. Krakelerede som knuste kranier. Halvt opædte af nattens dyr. Syrlige. Krakelerede som knuste kranier. Gik i forrådnelse. Ormene mæskede sig. Mit første hjem står plantet i jord tilsølet af krig. Det runger af landminer, som eksploderer, og amerikanske missiler. Det runger af blødende sår. Det runger af fjerne skud og høj børnedødelighed.
Samme dobbelthed gør sig gældende i jeg’ets forhold til moderlandet som et sted for afsavn, generationelle traumer, vold, kolonialisme og krig. For det er ikke kun følelsen af hjem, Nin har mistet. De har også mistet deres kulturelle forbindelser, deres forfædres sprog. Det er blevet udslettet, umuliggjort: »Portugisisk er mit eneste modersmål. Der er intet sprog, der ligger før det. En del af portugisernes kolonialistiske vision var at udslette det angolanske folk og dermed de oprindelige sprog, som vores folk har talt gennem historien«.
Spørgsmålet er, hvordan man håndterer den splittelse og afmagt, der ligger i at skrive på et tvungent modersmål. Hvordan man løsner eller overkommer den vold, der ligger i sproget. For Aaiún Nin er det vigtigste at nedfælde sit lands historie, kultur og virkelighed; alle erindringerne om krig, undertrykkelse, vold og død. Med andre ord: Det vigtigste er at tale.
»Vi er en knust nation, et splittet folk. Vi har kun det kolonialistiske sprog til at beskrive alt det, vi er blevet udsat for. Men vi bliver nødt til at bruge vores stemme. Det vigtigste er, at vi gør os hørt, uanset hvilket sprog vi vælger at bruge.«
Ved slutningen af digtsamlingen, læser jeg følgende citat i en passage mellem forfatterens hjertevarme taksigelser. Oversat til dansk lyder det: “Fortæl mit folk, at jeg elsker dem. De skal fortsætte kampen. Mit blod vil nære det træ, der bærer frihedens frugter.” Ordene stammer fra den sydafrikanske frihedskæmper og aktivist Solomon Kalushi Mahlangu, som rejste fra Angola til Mozambique for at deltage i protester i Sydafrika og senere bliver dødsdømt for et mord, han ikke har begået. For mig at se gemmer der sig et budskab i det citat, som indrammer hele digtsamlingen SE!, og som kommenterer på den kamp og afmagt, som eksilerede fortsat står overfor og med.
Citatet gemmer sig til sidst, næsten skjult, selvom det har så betydelig historisk tyngde og så voldsomt smukt et budskab.
Godt, jeg er den type, som altid læser nysgerrigt efter i forfatterens takkeord, tænker jeg. Både fordi de afspejler al den kærlighed og støtte, der ligger bag skriften, og i det her tilfælde også er udtryk for forfatterens personlige værdier. Ordene runger stadig et sted i mit hjerte og minder mig om al den krig og politiske vold, som fortsat fordriver folk fra deres hjemlande.