Kultur
Mummiland after dark
Kristina og hendes sammenbragte regnbuefamilie tog til Finland i den lesbiske forfatter, Tove Janssons fodspor. Turen gik til Moomin World gennem en verden af merchandise.
Havet mellem skærgårdens små øer er frosset til næsten hele vejen over til den finske præsidents sommerresidens, som ligger og troner på en klippetop på bugtens modsatte bred til venstre for os. Mig og resten af min sammenbragte regnbuefamilie, inklusiv vores lille hund, er på vej ad asfaltvejen, forbi den store klosterkirke til højre. Før vi nåede kirken, passerede vi det ene pastelfarvede hus efter det andet – smukke babyblå, mosgrønne, cremegule huse med sprossede vinduer og skrå tage, der er ligger op ad hinanden, side om side. Hele idyllen af velholdte træhuse er bygget på række ud til hovedvejen her i den gamle bydel, hvor vi nu henholdsvis, traver, kurrer og hopper efter Moomin Worlds marketingschef, Ann-Karin Koskinen, der danner fortrop iklædt sorte vinterstøvler og en stor grå dynejakke. »Pas endelig på, at I ikke glider på isen«, siger hun omsorgsfuldt og lidt formanende, alt imens børnene på skift og med fuldt overlæg kaster sig hen ad ispytterne i deres overtræksbukser og glider adskillige meter, før den tørre asfalt bremser dem igen.
Da Tove Jansson var en ung, spirende kunstner, som brugte det meste af sin tid på at male naturalistiske oliemalerier og at tegne illustrationer til det antikommunistiske og antifascistiske satiremagasin, GARM i 1930-erne og 40-erne foran staffeliet og ved skrivebordet i sit faldefærdige atelier øverst i en gammel ejendom i den finske hovedstad, Helsinki, var der næppe nogen, der havde set for sig, hvordan hun kun nogle årtier senere ville slå igennem som bestsellerforfatter med et helt katalog af merchandise i kølvandet efter sig. Som datter af henholdsvis en skulptør og en illustrator var vejen banet for en kunstnerkarriere – helst i den mere finkulturelle ende. Men sådan skulle det altså ikke kun gå.
Her ved den finske kyst skinner solen fra en skyfri himmel, strålerne glimter i sneen i vejkanten på turen fra Moomin Worlds lyserøde hovedkontor i den gamle bydel i Naantali eller Nådendal, som er det eventyrlige svenske navn for den mellemstore finske by, der er hjemsted for én af landets absolut største turistattraktioner, Muumimaailma – kronen på værket over hoben af merchandise og andet merkantilt spin-off på den finlandsk-svenske forfatter, Tove Janssons megasucces med de illustrerede bøger om Mummitroldene og resten af porteføljen af Hemuler og Mumrikker, Snorker og Hattifnatter. Ikke mindre end 200.000 voksne og børn indløser i gennemsnit årligt billet til forlystelsesparken, der ligger på sin egen lille ø, som nås via en lang, smal træbro med udsigt til et spektakulært udsnit af den finske skærgård. Parken holder kun åbent fra midt juni til midten af august – og det er derfor helt undtagelsesvis, at Ann-Karin har taget sig tid til at give os en rundvisning i Mummiland after dark – eller uden for almindelig åbningstid om ikke andet – her i starten af februar måned, uge syv nærmere bestemt hvor vinterferiedestinationen er Finland med Tove Jansson og Mummi-bøgerne i ascendanten. Anledningen er 80-året for Mummitroldenes fødsel med De små trolde og den store oversvømmelse, der udkom første gang i 1945, og hvis indvarsling af hele Mummi-æraen markeres eftertrykkeligt med udstillinger og guidede gåture og meget andet godt i Janssons hjemby, Helsinki og omegn i hele år 2025.
Som alle andre ordentlige skandinaviske lesbiske, har jeg også forelsket mig i den forunderlige Mummidal og dens indbyggere, og min kæreste og vores fire børn skal ikke slippe for at blive inddraget. Den sidste måneds tid har de været indlagt til Mummifars Erindringsbog som godnatlæsning, og selvom det uden tvivl er mig, der har grinet højest i natlampens skær af hans eminente selvhøjtidelighed og det voldsomme angreb af man flu, der foranlediger ham til at nedskrive sin ungdoms bedrifter, inden hans sommerforkølelse risikerer helt at tage livet af ham – så har begejstringen alligevel smittet, fornemmer jeg. Eller som min 11-årige søn sagde inden vores ombordstigning på Snapptoget til Stockholm, da jeg nødede ham til også at udtrykke sin entusiasme: »Jeg synes i hvert fald, det er rigtig dejligt, at du er så glad, når vi læser den, mor«.
I 1946 indledte Tove Jansson sin første stormfulde affære med en kvinde, scenekunstinstruktøren, Vivica Bandler, der var gift med en mand. Vivica havde en række forhold til andre kvinder samtidig med sit forhold til Tove, alligevel holdt de to kontakten - ikke mindst gennem en meget omfangsrig brevkorrespondance – og forblev venner hele livet. Tove Jansson forevigede hende blandt andet på frescoen, Fest i byen, som var en udsmykning på én af væggene i Helsinkis Rådhus, bestilt af Bandlers far, der var viceborgmester i byen i perioden.
Ombord på færge-monstrummet, Viking Glory, der lå forankret ved Stockholms færgehavn og efterfølgende lod os krydse Den Botniske Bugt gennem den svenske og siden den finske skærgård, pippede min kærestes datter godt nok skeptisk op om, at der var vel meget traditionel kernefamilie over Mummitrolden, Mummifar og Mummimor. Men belært om den historiske kontekst for bøgernes tilblivelse – at homoseksualitet var forbudt ved lov i Finland indtil 1971, og at Tove Janssons stormfulde forelskelse i den finske scenekunstinstruktør, Vivica Bandler, det til trods dannede forlæg for figuren, Vifslen i Troldkarlens hat fra 1948 og at Janssons livspartner, Tuulikki Pietilä, siden blev omskrevet til den pragmatiske og praktisk anlagte figur med det korte, lyse strithår, den navnkundige, Tu Tiki, blødte min kærestes datter alligevel op, synes jeg at kunne mærke.
I løbet af dagsturen i lejebilerne ud til vores hytte i den finske ødemark, har jeg i smug tjekket min kærestes Mofibo-konto på hendes telefon, når vi har stoppet på rastepladserne, og minsandten om ikke også hun har overgivet sig og er to en halv time inde i lytningen af Ellen Hillingsøs indlæsning af Kometen kommer, den anden af Mummibøgerne fra 1946.
Her på fjerdedagen af vores ferie er det endnu ikke lykkedes os at passere igennem et supermarked, stå ved kassen på en tankstation eller at snuse rundt i en genbrugsforretning uden at støde på en lind strøm af Mummi-kopper, kander, bleer, sparkedragter, kiks og te-dåser. Enhver boghandel med respekt for sig selv har tilsyneladende en hel afdeling af Mummi-bøger med samt stakke af notesbøger, dagbøger og studiekalendere prydet med Lille My-er og Sniffer og Filifjonker. Tøjbutikkerne i den lille historiske del af havnebyen, Rauma, som vi besøgte på vores første feriedag, overgik hinanden i t-shirts, kjoler, buksedragter og hoodies med Mummi-prints.
Ifølge den amerikanske podcast-serie The Moomin Phenomenon, som selskabet Moomin Characters Oy Ltd, der er ejet af Tove Janssons familie og dens efterkommere, har fået produceret, sidder der forskere på universiteter i Finland og skriver afhandlinger om de filosofiske aspekter af Mummibøgerne, tatovører rundt om i landet har efter sigende dagligt travlt med at fylde folks overarme, lænde og lægge med farvet blæk, der skal fremmane konturerne af diverse Mummi-karakterer, og jeg kan egenhændigt konstatere, at mit feed på Facebook og Instragram flyder over med bamser, dukker, tegneseriestriber og fan-communities, hvis jeg kommer for skade at skrive #moomin eller noget lignende i søgefeltet.
Illustration: Molly Habermann
Men som Trine Daimi Kalliomäki, der er forfatter til Politikens, Turen går til Finland, og selverklæret Mummifan, sagde til mig, da vi sad i hendes sofa en tidlig morgen inden arbejde ude på Kvintus Allé på Amager i København, et par dage før mig og min familie skulle afsted på vinterferie, så skyldes den enorme Mummi-succes måske ikke kun bøgernes indiskutable kvaliteter og figurernes åbenlyse kommercielle potentiale. Finland har en ret kort historie som selvstændig nation, og oven på svenske og russiske besættelser og overherredømmer har man skullet finde en egen national identitet i kølvandet på landets officielle selvstændighed i 1917, »og der har Tove Jansson og Mummi-universet uden tvivl spillet en rolle,« sagde Trine, alt imens hun trak en stak af håndklæder med vævede udgaver af Lille My op fra en æske, hun selv havde erhvervet sig på sin seneste rejse til sin fars hjemland. »Desuden afspejler Mummibøgerne på mange måder stærke træk ved den finske selvforståelse og identitet«, sagde hun, i gang med forgæves at lede rundt i bogreolerne i stuen efter sine finske udgaver af romanerne. »Der er en alvor i dem, en konstant trussel og uhygge, der lurer – flugt, oversvømmelse, lysende kometer i rasende fart med retning mod Jorden. Finland har på mange måder en dyster historie med fremmede besættelsesmagter, borgerkrig og den stadige trussel, man opfatter det moderne Rusland som«. Men selvom bøgerne er skrevet i skyggen af 2. verdenskrig, så blev Trine og jeg hurtigt enige om, at det nu mest af alt er en jævnt hyggelig, tryg og idyllisk verden Mummitroldene, deres venner og – med få undtagelser – fjender bevæger sig rundt i.
Den finske Kunstnerforeningens julefest i 1955 blev starten på Tove Janssons og Tuulikki Pietiläs livslange kærlighedsforhold. De to havde tidligere mødt hinanden, blandt andet under forskellige inspirationsrejser til Paris, men det var først til julefesten, at de for alvor fik øjnene op for hinanden og forelskede sig. De to kvinder boede, arbejdede og rejste sammen gennem hele livet indtil Toves død i 2001. Deres forhold er blandt andet beskrevet i Tove Janssons roman for voksne, Ærligt spil fra 1989.
I Moomin World er det uden tvivl også hyggen og idyllen, der har været i fokus under udviklingen af parkens koncept. Selvom de små teaterscener, Hemulens iskiosk og merchandisebutikken med Mummibamser, plasticstrandsæt og nøgleringe med Mymler og Hatifnatter er lukket for vinteren, hvor Mummi-troldene, hvis man skal tro historierne, må formodes at være gået i hi, så mærker man alligevel den børnevenlige og fornøjelige aura, der hviler over hele den lille ø, hvor stort set alt er bygget i naturmaterialer, og hvor træværket på Tu Tikis badehus og skroget på det famøse skib, Havorkestret lyser i solen i klare, nymalede farver.
Vores lille flok er nået op på en bakketop, og Ann-Karin stopper og fisker et nøglebundt frem fra lommen i sin dynejakke for at låse døren til Mummifamiliens runde, blåbærblå hus op, så vi også kan besigtige det indefra. »Jeg beklager, hvis her er lidt rodet«, siger hun undskyldende næsten som om, det var hendes eget hjem, vi var på vej ind i, »og tag jer ikke af alle de døde fluer, der ligger på gulvet og i vindueskarmene«. Min kærestes og mine tilsammen fire børn tager sig generelt meget lidt af uorden og døde insekter, de moser ind over dørtrinnet, så snart portene til Mummihuset åbner sig og giver sig straks i kast med at falde i svime over kagebordet, der står dækket selv her midt i den kolde vinter med kandelabere, plasticfrugter og pyntede lagkager.
Ann-Karin selv er på vej op ad den snoede trappe til førstesalen, hvor der rigtig nok, konstaterer jeg, da jeg får halet ind på hende, ligger en talrig skare af omkomne spyfluer rundt omkring på trægulvet og i Mummifamiliens senge, der ellers er nysseligt redt med hjemmehæklede sengetæpper trukket hen over dynerne. Ann-Karin virker lidt beklemt ved fluerne og for at henlede opmærksomheden på de mere overordnede aspekter af hendes ressortområde og af egen nysgerrighed, spørger jeg lidt ind til Moomin Worlds markedsføringsstrategier. Nu hvor Tove Jansson nærmest er blevet et lesbisk ikon, siger jeg, og Mummi-universet i den grad er omfavnet af queer-communities rundt om i verden – er det så noget hun og parken bruger aktivt for at tiltrække netop denne gruppe af besøgende? »Hmm, siger Ann Karin, »ikke direkte«, men sidste år, fortæller hun, lavede de faktisk et storstilet samarbejde, med det finske luftfartsselskab, Finair. Det var særligt målrettet japanere, der ønskede at fejre deres honey moon i Finland med en vielsesceremoni i Moomin World som højdepunktet på turen, »og der var i hvert fald ét lesbisk par, husker jeg«, siger Ann-Karin, »som blev gift nede på pladsen foran Mummifamiliens hus med Mummitrolden som forlover og Filifjonken som giftefoged«. Om sommeren er agerer en stor mængde lokale unge mennesker diverse mummikarakterer iklædt kæmpestore bamsedragter som en del af deres sommerjob i parken, og det er altså dem, Ann Karin refererer til, når hun taler om Mummitrolden og Filifjonken, som om de var lyslevende og gik rundt midt iblandt os.
Ellers betoner Ann-Karin mere det generelt inkluderende i Mummi-universet, hvor der er plads og rum til alle figurerne uagtet deres fejl og mangler, små særheder eller mindre flatterende karaktertræk, og det er bestemt en stemning og en tilgang til mennesker, siger hun, de har for øje at værne om i Moomin World. Hvert år holdes der for eksempel lukket en hel dag for almindeligt besøgende, fortæller hun, sådan at børnene, der er indlagt på det lokale hospitals kræftafdeling, gratis kan besøge parken – hvilket der, med det overvældende antal af betalende gæster, formentlig uden de helt store kvaler fint er økonomisk overskud til.
Mange har gennem tiden ledt efter homo-erotiske spor og temaer i Tove Janssons Mummi-bøger. Figuren Mymlen er for eksempel med al sandsynlighed opkaldt efter Vivica og Toves interne slang for lesbisk sex – det ”at mymle”. De to taler i skikkelse af Tofslen og Vifslen deres eget interne kærlighedssprog i bøgerne og har stjålet en skinnende rubin (eller måske deres fælles kærlighed?) fra den uhyggelige og grå Murre. Hunden, Ynk, der optræder i flere af Mummi-bøgerne, og som bærer på den dybe hemmelighed, at den altså bedst kan lide katte, har været læst som en analogi til homoseksualitet.
I det hele taget er parken så vidt muligt lavet i Tove Janssons altruistiske ånd, fortæller Ann-Karin og desuden blåstemplet af Moomin Characters Oy Ltd. Firmaet har copyright på alt vedrørende Mummi-brandet, og det er ikke tilladt at genfortælle historierne i bogform, opsætte teaterstykker med Mummi-bøgerne som forlæg, producere animationsfilm eller noget andet i den dur, uden at der fra firmaets side er blevet sagt god for det.
Tove Jansson besøgte i øvrigt selv parken nogle år før sin død i 2001, og ifølge Ann-Karin skulle også hun have udtrykt sin store begejstring for stedet i den forbindelse. »Det var præcis sådan, jeg forestillede mig Mummidalen, da jeg skrev bøgerne«, skulle hun angiveligt have udtalt, og inden afslutningen på sit besøg have overdraget parkens grundlægger, Dennis Livson et håndskrevet takkebrev – der dog, fortæller Ann-Karin, til hans og parkens øvrige personales store fortrydelse blev fuldstændig opløst under en større vandskade i kælderen under Moomin Worlds hovedkvarter få år efter.
På vores rundtur er vi i mellemtiden nået til sidste stop, som er den store samler og botanist, Hemulens hus, som viser sig at være et sandt skatkammer af tørrede, pressede blomster og gennemsigtige kasser med døde sommerfugle på nåle. Samlingen af sommerfugle er en foræring, fortæller Ann-Karin, fra det lokale universitets naturvidenskabelige fakultet – alt imens vores børn ivrigt går i gang med at undersøge forstørrelsesglas og mikroskoper på skrivebordet i den dunkle belysning herinde. Efter nogle minutter gør Ann-Karin dog mine til, at omvisningen er ved at nærme sig vejs ende og trækker over mod døren, som hun låser forsvarligt udefra, så uvedkommende ikke, før til sommer, igen kan åbne den.