Kommentar
Pride under besættelse
I anledning af den kommende Pride-uge i København, hvor regnbueflagene vajer fra kommunale flagstænger og optræder i firmalogoer over hele landet, er det passende at stille spørgsmålet: Hvad sker der, når LGBTQ+-rettigheder bliver brugt som våben? Og hvad er konsekvensen, når vi som LGBTQ+-personer - i vores kamp for frihed og synlighed - risikerer at agere nyttige idioter?
I forbindelse med Israels krig mod Gaza, som har kostet titusindvis af palæstinensiske liv, er det nødvendig at tale om, fordi landet benytter sig af en strategi, hvor den israelske stat aktivt og målrettet bruger sit image som “LGBTQ+-venlig” til at dække over grove menneskerettighedskrænkelser og det, der er værre.
Begrebet Pinkwashing kan defineres som en form for statssponsoreret branding, hvor støtte til LGBTQ+-rettigheder bruges til at legitimere eller aflede opmærksomheden fra vold og besættelse. Ligesom greenwashing skjuler firmaers miljøsvineri bag miljøvenlige slogans, skjuler pinkwashing undertrykkelse bag regnbueflag.
Den amerikanske forfatter og aktivist, Sim Kern gennemgår fænomenet grundigt i bogen Genocide Bad, og jeg har selv set det udfolde sig i praksis, dengang jeg boede i Israel.
Et af de mest kendte eksempler er Tel Aviv Pride, som bruges i Israels officielle PR til at markedsføre landet som et “lys i mørket” – progressivt, tolerant og moderne i modsætning til dets arabiske naboer. Der cirkulerer kampagnebilleder på nettet af homoseksuelle soldater i uniform, smilende og kyssende i solen – med automatvåben over skulderen.
Men som Kern skriver:
Der er intet progressivt ved at dræbe mennesker i strid med folkeretten, fordi man er bøsse.
Kern kritiserer, at queer soldaters synlighed bruges til at legitimere angreb på palæstinensiske civile. Det er ikke frigørelse. Det er iscenesættelse.
Pinkwashing fungerer ikke i et tomrum. Den får sin kraft ved at blive sat i kontrast til et andet billede: Palæstinensere og arabere som uoplyste, homofobiske og voldelige. Dette bruges som moralsk retfærdiggørelse for besættelse og bombardementer.
Netanyahu har holdt taler i FN, hvor han fremhæver LGBTQ+-rettigheder i Israel, som bevis for landets “civiliserede” værdier. I vestlige medier ses ofte overskrifter som “In Tel Aviv, you can be gay and free – unlike in Gaza.” ¨
Den slags fortællinger lyder tillokkende, men de afhumaniserer palæstinensere og reproducerer forkerte forestillinger.
Virkeligheden er mere kompleks – og passer ikke til enkle narrativer.
Det bliver ofte fremført, at homoseksualitet er “ulovligt i Palæstina”. Men det er ikke helt rigtigt.
På Vestbredden, hvor de palæstinensiske myndigheder har begrænset kontrol, er homoseksualitet ikke kriminelt. Lovgivningen stammer fra den jordanske straffelov, som blev ændret i 1951 og kriminaliserer ikke sex mellem personer af samme køn.
I Gaza, hvor Hamas desværre regerer, gælder stadig en britisk kolonitidslov fra 1936, som kriminaliserer “unaturlige handlinger” – men Sim Kern pointerer, at der sjældent sker retsforfølgelse på baggrund i denne paragraf i loven, og at social stigmatisering og økonomisk marginalisering ofte er de største problemer queerpersoner i Gaza. Problemer, der naturligvis skal tages meget seriøst – men ikke ved at bombe palæstinensiske queers.
Det er i uoverensstemmelse med realiteterne at fremstille palæstinenserne som én samlet, fundamentalistisk masse – ligesom det er forkert at bruge queer-frihed som målestok for, hvem der “fortjener” støtte og frihed?
Nettet er fyldt med usande historier om massedrab på homoseksuelle i Gaza, og man må spørge sig selv, hvem der planter dem?
Der findes palæstinensiske LGBTQ+-personer, som både lider under homofobi og den israelske besættelse.
Organisationen al-Qaws for Sexual & Gender Diversity in Palestinian Society er et eksempel. De har base i Ramallah og Jerusalem, arbejder på tværs af kønsidentiteter og seksualiteter – og afviser aktivt alle former for pinkwashing.
De planlagde et offentligt queer-arrangement i Nablus, som blev forsøgt forbudt af palæstinensisk politi – men arrangementet vakte lokal støtte og blev derfor alligevel gennemført.
Disse aktivister kæmper en dobbelt kamp – imod patriarkalske normer og imod militær undertrykkelse fra Israel. Mange oplever også, at den israelske efterretningstjeneste bruger deres seksualitet som afpresning: “Arbejd for os – eller vi fortæller din familie, at du er bøsse.”
Det er ikke beskyttelse. Det er udnyttelse.
Et andet element i pinkwashing-narrativet er myten om, at queer-palæstinensere flygter til Tel Aviv og bliver frie. Men dette er sjældent sandt:
Palæstinensere har meget svært ved at opnå flygtningestatus i Israel – heller ikke selvom de er LGBTQ+ og forfulgte. De, der alligevel kommer dertil, lever ofte i skjul, fattigdom og uden rettigheder. Mange rapporterer om diskrimination – både som queers og som arabere.
Israel omfavner ikke queer-palæstinensere. De bruger dem til propaganda.
Jeg som sagt har boet i Israel, og det er værd at vide, at inden for Israels egne grænser er queer-rettigheder præget af modsætninger og begrænsninger:
Transpersoner møder store barrierer i sundhedssystemet og samfundet. Jeg har oplevet mange israelske mænd hånligt råbe efter transpersoner på gaden.
Ultra-ortodokse jødiske partier har stor politisk indflydelse, og deres modstand mod LGBTQ+-rettigheder præger både uddannelsessystemet og civilsamfundet.
I det religionsbaserede ægteskabssystem i Israel har queer-personer ingen mulighed for at blive gift i landet.
Der forekommer jævnligt hadforbrydelser mod LGBTQ+-personer, og det israelske politi beskyldes ofte for ikke at tage anmeldelser seriøst – særligt når ofrene er transpersoner eller migranter. Jeg har selv stået uden for en natklub i Tel Aviv og set israelsk politi opføre sig stærkt homo- og transfobisk.
I 2005 blev en person slået ihjel i Jerusalem pride af en rabiat israeler.
Med andre ord: Den queer-frihed, Israel reklamerer med udadtil, bruges først og fremmest som et PR-redskab.
Her i Danmark og Vesten må vi også granske vores egne LGBTQ+-bevægelsers rolle. Når vi ukritisk hylder Israel for at være “queervenligt”, og når vestlige queer-organisationer tager imod israelske ambassade-penge til events og filmfestivaler, så bliver vi selv en del af problemet.
Mange LGBTQ+-organisationer i Europa og USA har udelukket palæstinensiske grupper fra konferencer, fordi de kritiserede Israel.
Kampen for queer frihed kan ikke være selektiv, for så bliver den tom.
Vi kan ikke kæmpe for rettigheder i Danmark, i Pride-ugen og samtidig vende ryggen til bøsserne på den besatte Vestbred.
Vi kan ikke falde på halen over lesbiske soldater i Tel Aviv pride, men glemme de lesbiske i Gaza, der lige nu søger efter deres kærester i ruinerne.
Vi må insistere på demaskering af Israels pinkwashing og på et Palæstina, hvor Hamas og andre reaktionære kræfter ikke styrer. Og på handling fra os alle. Queer eller ej.
God Pride!