Kultur
Homo i provinsen
Storbyens frihed og provinsens snæversyn fremstilles ofte som modsætninger, men queerliv trives også i de små byer og fællesskaber, hvor langsomme forandringer kan gøre en stor forskel.
For fem år siden erhvervede jeg mig sammen med min kæreste en bolig i villakvarteret omkring Amager Strand, og for min selvopfattelse betød det en gradvis forskydning fra tidligere primære orienteringspunkter mod mellemøstlige grønthandlere, indtagelse af specialøl i parken, arbejdsdage med gårdlavet og længere og længere over imod identitetsmarkører som jem & fix, Brenderup-trailere, ukrudtsbrændere, planteskoler og havesakse.
Fliserne i forhaven trængte til udskiftning, haveaffaldet, der hobede sig op i bagerst i haven, måtte køres på genbrugsstationen, og krukkerne på terrassen skulle ved forårstid beplantes med margueritter og lavendler. Med andre ord – mit indre var i åben krig med sig selv, og min provinsangst brød som en følge af mine egne livsvalg ud i åben lue.
Alt det, jeg var flygtet fra i min opvækst i en mindre provinsby i den billige ende af Nordsjælland for senere at kunne udleve mig selv og min seksualitet i København uden snærende bånd, indhentede mig nu og truede med at overtegne mit selvbillede som metropollesbisk med en sort spritmarker med et kondenseret fluidum af villa, Volvo og vovse i blækpatronen. Kontrasten imellem det liv, jeg plejede at føre, og det, jeg nu så mig selv udleve, forekom mig at være enorm – og det var ikke et skridt mod det bedre, mente jeg med sikkerhed at vide. Snarere øgedes frygten inden i mig dagligt for, at der nu ingen vej ville være tilbage fra at ende mine dage som indskrænket type omgivet af materialisme og heteronormativitet, der langsomt, men sikkert ville gøre kål på min frihedsfølelse og alle mine tidligere idealer.
Frygten for det provinsielle står jeg ikke alene med, viser det sig hurtigt, da jeg en tirsdag aften midt i september sætter forsker og forfatter Michael Nebeling Petersen stævne på restaurant Sundby Sejl, der ligger en kilometers penge i skrå fugleflugtslinje fra min egen matrikel. Mens vi med stor ildhu indtager hver vores hakkebøf med bearnaisesovs og pomfritter, gennemgår vi tankerne bag det forskningsprojekt, som han og hans historiekollega Niels Nyegaard netop har sat i søen, og som de forhåbentlig får fondsmidler til, sådan at de med Michaels egne ord kan være med til »at lukke det empiriske hul, der er omkring den historiske viden, der er til rådighed om queerliv og queeraktivisme i provinsen”.
Inden vi når til detaljerne i det teoretiske grundlag for forskningsprojektet, indrømmer Michael dog blankt, da han har taget en slurk af den Hof, der står placeret i et stort glaskrus foran ham på bordets hvide dug, at han selv lider stærkt af provinsangst og i sin tid mere eller mindre flygtede ud af Randers og over til København for at komme den til livs.
Fordommene om, hvad det indebærer at leve et liv i provinsen som queerperson, deler vi tilsyneladende også. Hvem vil ses skævt til og i det hele taget tiltrække sig negativ opmærksomhed, fordi man ikke passer ind i bybilledet, og hvem vil ikke hellere indgå i et levende, spraglet fællesskab af queers i storbyen, der sammen skaber og historisk set har skabt nye muligheder og flere veje at gå for bøsser, lesbiske og queers gennem deres politiske arbejde, levede liv og mere eller mindre organiserede aktivisme?
Hvad Michael Nebeling Petersens og Niels Nyegaards forskningsprojekt har til hensigt, er imidlertid at sætte spørgsmålstegn ved netop denne gængse fortælling om queeraktivisme som et storbyfænomen, der stort set ingen tråde trækker væk fra bygrænsen omkring København. »En centralistisk logik,« som Michael kalder det, der, som han siger, »jo også taler ind i de samtidige diskussioner om København og provinsen – fine saloner og Inger Støjberg og så videre«.
»Av,« tænker jeg ved mig selv, mens jeg kører et mundret stykke af min hakkebøf rundt i bearnaisesovsen på tallerkenen. For er der faktisk også en hel del gentagelsestvang og nogle blinde vinkler på spil, tvinges jeg til at overveje, når Michael og jeg sammen med majoriteten, forekommer det mig, af resten af storbyens queers bærer ved til bålet, så provinsialismen gang på gang kan ristes over en sagte ild, når vi i vores samtaler bekræfter hinandens selvfortællinger om, hvordan vi da heldigvis slap ud af Randers, Horsens, Hundested i tide og aldrig, gud forbyde det, kommer til at vende tilbage.
Ve dem, der blev og lod sig opsluge af indskrænketheden og de øde villaveje, gyser vi og ryster indirekte på hovederne af mennesker som Lars og Nicolaj, som jeg den efterfølgende fredag besøger til kaffe, hvidvin og hjemmelavet dadelkonfekt i den lille flække, Gjellerup uden for Herning, i deres røde murstensdobbelthus, hvor de til hverdag slår deres folder efter arbejdet som henholdsvis speditør og hospitalsansat inde i Herning.
Lars og Nicolaj har netop fået lagt fliser i haven, fortæller de mig under den indledende rundvisning i huset, da vi besigtiger grunden hen til buksbomhækken ind til naboen gennem det store vestvendte glasparti, fordi de var frygtelig plaget af det regnvand, der gang på gang samlede sig på græsplænen i efterårs- og vintermånederne. I samme ombæring fik de etableret orangeriet, siger Lars og peger ud på det og arrangementet af kurvemøbler inden i det, som står ved siden af et stort potteplantet oliventræ.
I modsætning til Michael og jeg selv er det aldrig faldet Lars og Nicolaj ind, at de absolut skulle vende næsen mod en af landets større byer for frit at kunne udleve sig selv som bøsser. »Jeg er vokset op i Skive, som ligger 50 kilometer herfra,« fortæller Lars, da vi har sat os rundt om spisebordet i køkken-alrummet og har fået fyldt kaffe i Royal Copenhagen-kopperne. Godt nok boede Lars som helt ung et par år i Aarhus, men for snart 27 år siden flyttede han til Herning, og han har ikke set sig tilbage siden.
»Det var jo før internettets tid,« som han siger, så det var gennem en annonce i den lokale ugeavis, han fandt vej til foreningen for LGBTQ+-personer i Midt- og Vestjylland, Fristedet, som til næste år har 50-årsjubilæum – faktisk samme år som Nicolaj fylder 50, indskyder Nicolaj, og fødselsdagsfesten, den skal naturligvis holdes i foreningen, hvor de to mænd i sin tid mødte hinanden og er kommet lige siden.
Som Michael Nebeling Petersen gør rede for tilbage på Restaurant Sejl, så har de mennesker, der bor i storbyen, og den historieskrivning, som primært har fundet sted der, det med at overse aktivitet og aktivisme, som gennem tiden har fundet sted i provinsen – måske fordi den antager andre former, end den gør i storbyen. Vi genkender det alle sammen som aktivisme, når bøssernes Befrielsesfront i starten af 1970’erne holdt dance-ins iført kjoler på Rådhuspladsen for at demonstrere imod ’danseforbuddet’ (lov, der forbød to mænd at danse sammen, red.), eller når kvinder fra Rødstrømpebevægelsen gik ned gennem Strøget med kæmpestore bh’er uden på trøjerne i protest mod tøj- og kosmetikbranchen og opfattelsen i samfundet af kvinden som sexobjekt.
»Det er transgressionen eller normbruddet, der bliver forstået som aktivismens sprog,« som Michael siger, »eller det at være tæt på magten, som når Forbundet af 1948 (senere LGBT+Danmark, red.) arbejder pragmatisk med påvirkning af og kontakt til politikerne på Christiansborg for at fremme deres sag,« fortsætter han og stopper op. »Men måske findes der nogle andre aktivistiske former i provinsen, som vi ikke kan se, fordi vi simpelthen ikke forstår deres grammatik,« afslutter Michael ræsonnementet, inden han udfolder forskningsprojektets hovedtese:
»Håbet er, at hvis man kigger mod provinsen – i vores arbejde bliver det så historisk omkring perioden mellem sidst i 1960’erne og slutningen af 1970’erne, hvor der skete rigtig mange brud og forandringer i forhold til køn og seksualitet, så får man muligvis øje på en aktivisme, som i højere grad gør brug af det, som Sara Ahmed (feministisk tænker, red.) kalder for ’grinding’,« siger Michael og gnider håndfladerne mod hinanden for at demonstrere, hvordan queers i provinsen nærmest gnider sig op ad og ind i lokalsamfundene og langsomt ændrer normerne for, hvilke liv der kan leves hér, bl.a. ved deres blotte tilstedeværelse og deltagelse i foreningsliv, handelsliv med mere.
Måske netop sådan som Marianne og Marlene i sin tid gjorde det tilbage i 2009, tænker jeg, da de søgte arbejde på den dengang nystartede Ryslinge Efterskole. »Vi skrev en fælles ansøgning som par,« siger Marlene, da vi nogle dage tidligere sidder sammen ude på deres terrasse i et af Ryslinges villakvarterer og nyder eftermiddagssolen med et glas isvand foran deres gule murstenshus fra 1970’erne, »og vi var til samtale sammen,« fortsætter hun. »Det var betingelsen,« supplerer Marianne, »at vi begge to blev ansat som lærere på skolen, hvis vi skulle flytte hertil.«
Det kan man da kalde at springe ud på sin arbejdsplads, tænker jeg ved mig selv og forestiller mig, at den proces for de fleste andre, også for os inde i storbyen, foregår lidt mindre sort på hvidt, om man så må sige.
»Vi tænker nogle gange på,« siger Marlene, da jeg spørger hende, hvordan hun forestiller sig, at deres helt åbne tilstedeværelse som par i byen påvirker lokalsamfundet, »at hvis der nu bor nogle unge mennesker her i byen, som selv er bøsser eller lesbiske eller overvejer, om de er det – så må det være rart, at de ved, at vi bor her lige nede ad vejen, og at det kan man sagtens,« siger hun.
Netop den type erfaring refererer Michael selv til under vores samtale på restauranten, da han fortæller om Ole og Børge, der havde et hus lidt længere nede ad vejen i Engparken i Randers, hvor lille Michael og hans forældre også boede. »De var der og var jo egentlig ret åbne,« siger Michael og tilføjer – »med en hel masse homofobi, der indrammede den åbenhed, men ikke desto mindre betød det jo en tilstedeværelse og en repræsentation af homoseksualitet, som ikke var i medierne, da jeg var barn.«
Homofobien har hverken Marianne og Marlene eller Nicolaj og Lars efter eget udsagn mærket noget særligt til. Alligevel tager i hvert fald Nicolaj og Lars efter eget udsagn nogle forbehold, når de bevæger sig rundt sammen i både Gjellerup og Herning. »Vi holder ikke i hånd på vej ned ad gågaden eller kysser offentligt,« siger Nicolaj. »Efter vores mening er der ikke nogen grund til at provokere nogen, og så kan det da godt være, der er et løst håndled her og der, men ellers ikke,« siger han og ryster lidt afværgende på hovedet.
Min indre skepsis mod livet i provinsen bliver vakt med det samme efter sådan et udsagn, konstaterer jeg og snupper en dadelkugle fra porcelænsfadet foran mig på ellipsebordet for at dulme min indre provinsangst. Mens jeg tygger på den, kan jeg ikke lade være med at fundere over, om det ikke netop er den frihed til at være sig selv og sin kærlighed bekendt, som storbyen tilbyder i modsætning til de mindre byers mere lukkede mentalitet, der tvinger folk som Nicolaj og Lars til at lægge bånd på sig selv, når de færdes der, hvor de bor?
»Måske,« foreslår Michael, da vi berører emnet under vores samtale på restauranten. »Men der er jo også den fortolkningsmulighed,« siger han, »at lukketheden på en vis måde giver mennesker i provinsen en mulighed for at leve lidt uden for de definitionsmæssige rammer, som mange af os andre hele tiden placerer os selv inden for.«
I hvert fald forhindrer det ikke Nicolaj i at være åben om sin seksualitet på sin arbejdsplads, hvor han jævnligt opfordrer sine kolleger til at tale med deres børn om, at det altså er helt fint, hvis de på et tidspunkt skulle præsentere familien for en kæreste af samme køn som dem selv – eller at invitere hjertelægen på hospitalet, der for nylig er sprunget ud som bøsse, med til middag nede i Fristedet. Det ændrer heller ikke på den seksuelle praksis, parret har omkring deres åbne parforhold, hvor de beskriver det som fuldstændig uproblematisk, at Nicolaj jævnligt opsøger chatsamtaler og sexmøder på Grindr med andre mænd i Herning og omegn, og at Lars i ny og næ da godt kan finde på at have »et eller andet«, som han siger med nogle af de andre mænd, der frekventerer Fristedet.
For Marianne og Marlene giver det heller ikke anledning til overvejelser eller bekymringer om deres seksualitet eller parforhold at komme i den lokale frimenighed, hvor Marlene også har ansættelse som kirkesanger. »Vi kommer sammen med flere af præsterne i byen,« som Marianne siger efter at have sat glasset med isvand fra sig på terrassebordet, »og det har aldrig nogensinde været det mindste problem i forhold til dem, at vi var lesbiske.«
Faktisk er det sjældent, at Marianne og Marlene overhovedet bliver konfronteret med, at de stikker ud i forhold til majoriteten af heteroseksuelle par i den lille by. »Der har et par gange været nogle elever fra skolen, der har ringet for at stille os forskellige spørgsmål, hvis de har haft gruppearbejde om regnbuefamilier eller LGBTQ+-relaterede emner, men ellers tænker vi aldrig over det,« siger Marlene.
»Eller det vil sige,« supplerer Marianne, »jeg har selv brug for indimellem at tage til København og ind i f.eks. Kvindehuset for lige at få den der følelse af at høre til i et lesbisk miljø, og vi er jo begge kommet meget på Femø Kvindelejr om sommeren,« siger hun.
I modsætning til Fristedet i Herning findes der nemlig ikke et samlingssted for LGBTQ+-personer lige i nærheden af Ryslinge, og de steder og foreninger, der er i Odense, har Marianne og Marlene ikke følt det store for at opsøge.
Men både Nicolaj og Lars og Marianne og Marlene indgår aktivt i lokalmiljøet i de byer, hvor de bor, og deres primære omgangskreds udgøres af heteroseksuelle naboer og andre folk i byen, som de drikker rosévin med i haven eller spiller i forældreband sammen med.
For i modsætning til i storbyen så tvinges man nok i højere grad til at omgås de mennesker, der bor inde på den anden side af hækken eller nede ad vejen, kan jeg ikke lade være med at tænke, da jeg siger farvel til Michael og cykler på min elladcykel fra Sundby Sejlklub i retning mod villakvarteret på Østamager, hvor jeg har bosat mig – og hvor jeg, må jeg blankt indrømme, hverken har engageret mig i grundejerforeningen eller for den sags skyld er i stand til at sætte fornavn på andre end lige akkurat mine to nærmeste naboer. I modsætning til Lars og Nicolaj og Marianne og Marlene kan jeg nemlig til enhver tid hoppe op på cyklen eller gå ned til metrostationen for enden af vejen og opsøge mine venner og bekendte, som for langt de flestes vedkommende også bor i København og ligesom jeg tilhører storbyens queermiljø. I weekenden kan jeg tage i Bøssehuset eller Kvindehuset eller på Vela (lesbisk bar i København, red.), præcis når det passer mig.
Til gengæld kan jeg gå op og ned ad Engvej med min lille hund i snor hver morgen, middag og aften uden at støde på et eneste menneske, jeg har så meget som en perifer relation til. Hvem af os, der har fat i den lange ende, står hen i det uvisse, men jeg er i hvert fald mindre og mindre sikker på, at det nødvendigvis er mig.