Historisk perspektiv
Lesbisk baroklyrik fra klostersalonen
Sor Juanas erotiske poesi mellem protestantisk fetichisme, frirum og ’hvad der mon egentlig skete’
Inés, når du klandres for Ines, når du klandres for at være strid, er du fuld af bortforklaringer, ”de larmer bare for at skræmme”, siger du. For du er en mester i at dække lorten. Tager du ordet, taler du som et vandfald, for sådan overtager man scenen. Du brager højere end et fyrværkeri, og hyler alle ud af den med din skralden. Al denne tumult er blot et røgslør, al denne pynt lutter bedrag, men alligevel er du, Inés, den frækkeste kusse, ingen er syndefuld som du, min elskede: dit begær tager man ikke fejl af, men du er hård kost og jeg blot fra landet.
Da Rosemary Keefe Curb, en af redaktørerne af den ikoniske antologi Lesbian nuns: Breaking silence (1985), i starten af 1980’erne fortalte sin mor om den forestående bogudgivelse, var morens reaktion lige så ikonisk: ”Why bother? Everyone thinks convents are full of Lesbians”. Og hvad har nu en nordamerikansk akademiker og tidligere nonnes 1980’erantologi på højden af gay and women’s liberation og hendes mor at gøre med den mexikanske 1600-talslyriker, filosof, komponist og nonne Juana Inés de la Cruz (1651-1695) og den kommende danske oversættelse af hendes erotiske digte skrevet til kvinder?
Svaret er naturligvis, at både 1980’erantologien og Sor (søster) Juanas digte rammer et sultent lesbisk nordeuropæisk publikum med noget mere end bare interesse for baroklitteratur og det allestedsnærværende behov for lesbisk repræsentation i fiktion og historie – nemlig lige lukt ned i ’nonnefetichen’.
Religion er ofte symbol på undertrykkelse, når det dukker op i lesbisk politik og kultur, og det er ikke uden grund. Omvendelseslejre, religiøst legitimeret heterovoldelig lovgivning og almindeligt fad folkekirkelig tøven er fænomener, som lesbiske har et lige lovlig grundigt kendskab til.
Anderledes lystfuldt tegner det sig, når det gælder det katolske. Blandt ikkekatolikker, forstås.
Inés, jeg tænder på din kærlighed
Inés, jeg tænder på din kærlighed,
og frydes over at du vil mig;
ved synet af din skønhed fødes jeg på ny,
og din skinsyge får mig til at skælve.
Ser du på en anden, går jeg til af jalousi,
din vuggende gang gør mig svimmel.
For jeg ved, Inés, at kun min berøring
gør dig våd, og ingen andres.
Bliver du sur, får jeg åndenød,
flirter du med andre, går jeg i spåner,
går du din vej, ligger jeg hvileløs.
Men Inés, jeg håber på både det og det andet,
din kærlighed, tilsat min vin,
– tag mig i sengen eller rør ved min klitoris.
For hvem har ikke haft nonnefantasier: ’Åh, kloster fuld af middelalderlige søde pinsler og kvinder uden mænd’?
Som regel er det nemlig katolicismen, der må lægge fantasiartefakter til, når religion bliver til noget lesbisk sødmefuldt. Mindre sexet er protestantismen. Præstegård og præstepar er indbegrebet af heterosund familie og langt sværere at gøre lesbisk fetich-appetitligt.
Født i 1600-tallets Ciudad de México, som var hovedstad i Ny Spanien, som det dengang spansk koloniserede Mexico hed, valgte digteren fra 20-årsalderen nonnetilværelsen i stedet for de ægteskabstilbud, hun angiveligt havde modtaget. Hun havde skrevet digte, fra hun var barn, var selvlært i videnskab og litteratur, beherskede spansk, latin og nahuatl og brugte sin klostercelle til at holde saloner for den kvindelige koloniale elite. Som ’uægte’ barn og med en ’mixed’ spansk og ’criolla’ baggrund var hun både en del af den nyspanske elite og alligevel ’på kanten’ af det velanskrevne. Hun havde en spansk vicedronning som mæcen og formodentlig elsker, men om det var romantik, et rendyrket udbytteforhold til vicereinaens fordel eller lystfuld gensidig udnyttelse, er op til fortolkning.
At Sor Juanas liv og værk udfoldede sig i en kolonial og patriarkalsk kontekst med de tilhørende ulige magtrelationer, kan man ikke se bort fra. At hendes poesi rummer stærkt erotiske tekster om kvinder lige så lidt. At folk, der er socialiseret som kvinder, ikke er engle, bør vi også huske. Det gælder både adelige damer, barokdigtere og os andre.
Forelskede i Lauras skønhed
Forelskede i Lauras skønhed
bortførte himlene hende til deres høje sale,
for det sømmede sig ikke at hendes pure lys
skulle oplyse disse dystre dale.
Eller for at de dødelige – forblændede
ved synet af hendes strålende former,
og fortryllede af så megen skønhed,
– ikke skulle regne sig blandt de lyksalige.
Hun fødtes hvor østens røde sejl
haster vor rødmende stjerne i møde,
og det dybe hav med brændende længsel
bliver lysets gravplads:
som solen måtte hun gøre
rejsen rundt om den ganske jord.
Dette digt er skrevet ved Marquisen de Manceras død. Sor Juana var i en årrække hendes elskerinde.
Oversat af Tine Lykke Prado og Niels Tryde Munch
”Var hun lesbisk?” har kvinde- og queerhistorikere spurgt retorisk og metodisk, i dansk kontekst fra Karin Lützen til Rikke Andreassen og Mette Kia Krabbe Meyer. Bredt set er svaret, at det kan man ikke sige, før kategorien blev opfundet af den moderne medicinske og psykologiske videnskab. Samtidig kan man alligevel ikke helt lade være, for selvfølgelig eksisterede lesbisk praksis, længe før den hed lesbisk i moderne forstand. ”Gid hun var lesbisk,” har vi andre begærligt sukket fra vores tidligere teenageår om alt fra punkrocksangerinder til historiske helteskikkelser.
Sikkert er det, at kærlighedssproget og erotikken var der, før den moderne stigmatisering og synlighed. Når man med et nutidigt lesbisk blik læser New England-1800-talsdigteren Emily Dickinson (1830-1886), kan man undre sig over, at der overhovedet kan være diskussion om, at en god del af digtene i hvert fald er det – lesbiske. ”Might I but moor – tonight – in thee!” skriver Dickinson – muligvis til svigerinden Sue.
”For jeg ved, Inés, at kun min berøring – gør dig våd, og ingen andres,” skriver Sor Juana Inés i sidste halvdel af 1600-tallet. Det kunne for så vidt godt være tilegnet sig selv, men det bliver det i og for sig ikke mindre lesbisk af. ”Var hun lesbisk?” Det ved vi ikke. Men enhver dame med smag for og erfaring med sex med andre af slagsen tager næppe fejl af, hvad der skrives om.
I leksikonopslag og diverse blogs beskrives Sor Juana som kontroversiel. Og rigtigt er det i den udstrækning, at feminisme, lesbisk erotik og kvindelige, queerede og lesbiske videnskabsfolk, både nu og tidligere, er kontroversielle, er og bliver Sor Juana og tolkningen af hendes liv og værk naturligvis kontroversielt. Netop det kontroverse inspirerer og ægger og gør genbesøg og genopfriskning indbydende.
Da Octavio Paz, mexikansk surrealistisk digter og venstresnoet diplomat, i 1982 udgav sin Juana Inéz de la Cruz-biografi, åbnede han pudsigt nok bogen med at placere forfatterskabet mellem, hvad han kalder de kvinder, der er blandt ”the major poets of our hemisphere” – Emily Dickinson og den ubestrideligt lesbisk praktiserende modernistiske US-lyriker Elisabeth Bishop (1911-1979). Diskret høne kan også finde et korn. Ikke desto mindre er det noget andet kontroversielt, som optager Paz, nemlig inspirationen fra hermetisk filosofi bag Sor Juanas værk, og her er vi ude i det esoteriske og alkymiske. Langt uden for hvad der regnes for kanonisk og korrekt kristendom.
Og dog. For barokken var i den katolske verden netop en reform- og eksperimentperiode. Ikke mindst i de spanske kolonier og ikke mindst blandt kvinder i klosterlivet fandt der afgørende videnskabelige og kunstneriske nybrud sted, til tider på kanten af det okkulte. Så måske kan vi med ordene fra Rosemary Keefe Curbs mor sige, at ikke nok med at klostrene var, om ikke fulde af, så i hvert fald gav mulighed for lesbisk erotik: De gav også mulighed for videnskabelige og kunstneriske eksperimenter i en periode, hvor den i egen selvopfattelse mere fremsynede protestantiske verden primært bød kvinder på ortodoksi, ægteskab, børnefødsler og heksejagt.
Oversætternes note
De første to digte har en særlig historie, idet de er udeladt i mange af de foreliggende digtantologier, og er blevet forbigået i anspændt tavshed i de mange biografier om Sor Juana. Inden for de sidste halvtreds år er flere dog begyndt at anføre, at SJ nok var lesbisk, eftersom størstedelen af hendes digte besynger kvinder, og et af hendes kendteste digte ”I dumme mænd” indeholder da også en satirisk kritik af mænd generelt. Når nu så mange forskere har gjort sig sådan umage med at gå uden om disse digte, ja, så ser vi endnu en god grund til at præsentere dem. De er sprogligt vanskelige, skrevet på sonetform med tvetydige ord og gadeslang, og alle linjer rimer æggende melodisk. Sor Juana har efter sigende fået ideen efter læsning af den spanske digter Francisco Quevedo. Vi har valgt ikke at forsøge os med rim, men derimod holde fast i meningen, som vi har tjekket efter med nutidige Sor Juana-forskere. Men hendes fine sonetform og underholdende rim må man eventuelt søge i originalteksten. Det tredje digt er med som et eksempel på Sor Juanas mere kendte, lyriske side.
På denne vis er Sor Juana Inés de la Cruz’ forfatterskab og liv både lesbisk og kan alligevel ikke kun favnes af den betegnelse. Både kontroversielt og klassisk oplyst, kanoniseret og uden for skiven, både frigjort og undertrykt og frigørende og undertrykkende. Historikere vil fortsat spørge, ’hvad der mon egentlig skete’, og det skal vi blive ved med. Lesbiske og lebbeinvesterede personager vil stadig søge efter lesbisk erotik og praksis i historie og litteratur, hvad enten det har skygge af chance for at være der eller ej, og det skal vi blive ved med. Blot skal vi huske, at den enes frirum og fetich kan være den andens fængsel, og at oftest er rummet for det lesbiske både frirum og fængsel, og at lige netop dér holder vi salon.
Mette Buchardt er lesbisk aktivist i Kvindehuset og teolog. I sit civile liv professor og forsker i bl.a. kirke- og dannelseshistorie.
Tre ord
Barok: ujævn, uperfekt perle. Kunstnerisk stilart, der i 1600-tallet – efter bruddet med protestantismen – vandt udbredelse i den globale katolske verden. Den Danske Ordbog siger: ”detaljerig ornamentik og et svulmende og pompøst udtryk” …
Kolonialisme: politisk og økonomisk praksis, hvor en stat underlægger sig et andet territorium og dets indbyggere og udnytter dem og deres ressourcer.
Alkymi: også kendt somguldmageri. Filosofi, der kombinerer videnskab og mystik. Kemi før moderne kemi.
Tre biopics om lyrikere, der skrev lesbisk og/eller var det
Juana Inés, mexikansk tv-serie i syv afsnit skabt af Patricia Arriaga Jordán, 2016. Affærerne med kvinder og feminismen er i højsædet. Kolonialisme og patriarkat er primært uden for dette – noget, man er oppe imod. Det er sikkert ikke helt rigtigt, men det føles godt, at damerne er de gode.
Dickinson, US-amerikansk komediedrama i 30 afsnit skabt af Alena Smith, 2019. Emily tager stoffer, dyrker spiritisme, giver den fuld lesbisk gas med svigerinden Sue og går på homobar med Walt Whitman. En god del af det er så overdrevet, as can be, men det gør ikke noget.
Reaching for the Moon, brasiliansk film instrueret af Bruno Barreto, 2013. Modernistisk digter møder modernistisk landskabsarkitekt og sød musik, lynægteskab og sammenbrud opstår. Elizabeth Bishops forhold til Lota de Macedo Soares og dets endeligt. Så lesbisk, as can be.
- Rosemary Keefe Curbs mor, i Rosemary Keefe Curb & Nancy Manahan (red.) Lesbian nuns: Breaking silence. Their moving, true stories of courage, struggle and love, Naiad Press 1985, p. xxix.
- Mette Kia Krabbe Meyer: ”Mary Steen. A Studio of One’s Own”, in Striving for Independence: Nordic Women Studio Photographers, 1860-1920, Sigrid Lien og Mette Sandbye (ed.), De Gruyter (udkommer i foråret 2026), se fotografen Mary Steen her https://www.kb.dk/inspiration/pride/mary-steen og om hun var lesbisk: www.kb.dk.
- Læs, læs, læs fx Karin Lützen, Hvad hjertet begærer: Kvinders kærlighed til kvinder, 1825-1985. Tiderne Skifter 1986 (revideret udgave Gyldendal 2024), Rikke Andreassen & Merete Pryds Helle, De nye kvinder. Kærlighed og queers 1870-1920, Politikens Forlag 2025.
- “Wild nights – Wild Nights!” (1861, trykt posthumt 1891). For et Dickinson-quick-fix: https://www.poetryfoundation.org/
- Octavio Paz, Sor Juana, Or, The Traps of Faith, Harvard University Press 1988, oversat efter Sor Juana Inés de la Cruz, o, Las trampas de la fe, p. 1.
- Ulrich L. Lehner, The Catholic Enlightenment. The Forgotten History of a Global Movement, Oxford University Press 2016, pp. 74-124.