Nyhed
For første gang danser to kvinder sammen i Polens ‘Vild Med Dans’
OL-sølvmedaljevinder vil bruge sin succes i sportens verden til at være fortaler for LGBT+-rettigheder i Polen og får nu chancen for at gøre det i bedste sendetid.
OL-sølvmedaljevinder vil bruge sin succes i sportens verden til at være fortaler for LGBT+-rettigheder i Polen og får nu chancen for at gøre det i bedste sendetid.
LGBT+-rettigheder i det overvejende katolske Polen har længe været under pres – men der er stadig flere små tegn på bedring.
I april kom nyheden om, at landet har afskaffet den sidste af de såkaldte LGBT-frie zoner, der affødte skarp kritik fra EU-Kommissionen og en række menneskerettighedsorganisationer, da de blev indført for seks år siden.
Og nu er der godt nyt for alle, der har savnet en lidt mere mangfoldig repræsentation på tv-skærmene i bedste sendetid.
Den olympiske roer Katarzyna Zillmann har fået en kvindelig dansepartner i Polens udgave af det populære tv-show ’Vild med dans’. Det er første gang, at to kvinder deltager i dansekonkurrencen som par. Det skriver Pink Magazine.
Katarzyna Zillmann hentede en sølvmedalje hjem til Polen fra OL i Tokyo i 2021 og sprang offentligt ud som lesbisk samme år. Hun danser sammen med den professionelle danser Janja Lesar.
Da Zillmann trådte ud af skabet for fire år siden, sagde hun, at hun gjorde det for at forsøge at bruge sin succes ved OL til at være fortaler for LGBT+-rettigheder.
»Jeg føler, at jeg har trænet hele mit liv til dette øjeblik. Jeg føler følelser, der kan sammenlignes med at vinde en VM-medalje,« skriver Katarzyna Zillmann på Instagram.
»Jeg er glad for, at jeg sammen med den fantastiske Janja Lesar kan skabe en kvinde-til-kvinde-repræsentation i mainstream for jer!«