Klumme
Omvendtslev
Omvendelsesterapi skader mennesker, og både forskning, fagfolk og internationale erfaringer peger på behovet for et forbud. Alligevel tøver Danmark, mens vores nabolande har handlet. Det efterlader LGBTQ-personer sårbare over for pres og overgreb.
Danmark tøver stadig med at forbyde omvendelsesterapi for LGBTQ+-personer – på trods af faglige anbefalinger, studier og menneskelige konsekvenser.
Det er mere end svært at forstå, at vi i 2025 stadigvæk står uden et forbud mod omvendelsesterapi rettet mod LGBTQ+-personer i Danmark. Det burde være selvfølgeligt. Alligevel tøver vi, selv om sammenlignelige lande har taget skridtet. Norge, Tyskland, Island har som mange andre lande vedtaget klare forbud, fordi de virker, og fordi behovet er der.
I Danmark blev der 2024 færdiggjort en fagligt stærk ministeriel rapport. Den gennemgår tre modeller for et forbud – fra udelukkende at beskytte børn til komplet forbud, der også inkluderer voksne, som har givet samtykke under pres.
Rapporten konkluderer, at vores nuværende regelværk – mod vold, psykisk pres og ulovlig magtanvendelse – på mange områder ikke er nok. Der er huller, især når omvendelsesterapien foregår subtilt. Signalværdien ved en lovgivning på området fremhæves også. Alligevel har rapporten ikke ført til lovgivning, kun nogle forblommede ord om, at man skal passe bedre på de unge LGBTQ+-personer.
Omvendelsesterapi – også kaldet konverteringsterapi – dækker over enhver praksis, der har til formål at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet, typisk fra homoseksuel eller transkønnet til heteroseksuel eller ciskønnet. Det kan være organiseret terapi, religiøs vejledning, bøn, tvungne samtaler eller andre former for psykologisk pres.
Og mens fraværet af handlinger fortsætter, taler virkeligheden sit tydelige sprog. Statens Serum Instituts SEXUS-undersøgelse fra denne sommer viser, at hver femte dansker stadig finder sex mellem personer af samme køn moralsk forkasteligt.
Det er ikke bare en holdning – det er en kultur, hvor omvendelsesterapi har mulighed for at gro. Ikke nødvendigvis gennem terapeuter, men også steder, hvor præsten, det religiøse fællesskab eller familien presser én til at tvivle på sig selv.
Det er én dimension – presset udefra. Men presset kommer også indefra.
Dansk Regnbueråd foreslog i foråret, at transpersoner skal have terapi for at rydde ”tankerne ud af hovedet”. Det samme pres ser vi i USA, hvor konservative kræfter – også i LGBTQ+-miljøer – ønsker at bruge terapi som værktøj.
Som psykoterapeutstuderende betragter jeg det som stærkt foruroligende. Jeg valgte netop at læse faget for at fremme den enkeltes muligheder for at leve det liv, vedkommende ønsker – ikke for at blive omformet eller udsat for overgreb.
Derfor kontaktede jeg Dansk Psykoterapeutforening og stillede spørgsmålet: Er det acceptabelt at bruge terapi med det formål at ville omvende? Svaret var enstemmigt: Nej. Det vil stride mod deres etikregler. Terapi skal fremme klientens trivsel. Klientens egne behov og værdier skal gå forud for alt andet.
Det giver mig håb. Men det gør mig også frustreret, at vi stadig venter på et forbud.
Forskning fra Stanford University, der viser, at personer, der har gennemgået omvendelsesterapi, oftere kommer til at lide af depression og har selvmordstanker.
F.eks. beretter journalisten Lyn Duff, der som 15-årig blev udsat for omvendelsesterapi, om oplevelser af skam og håbløshed som det eneste resultat af forsøget på såkaldt omvendelse. Det er virkelige mennesker og skæbner. Internettet er fyldt med dem.
Det er ikke bare mærkeligt, at vi ikke har et forbud mod den type af såkaldt terapi i Danmark. Det er uacceptabelt. Vi har en faglig rapport, der viser vejene frem, når det gælder lovgivning – men lader det blive ved det. Vores nabostater tager stilling. Fagfolk har gransket området. Mennesker lider. Historierne derude taler deres eget tydelige sprog. Men i Danmark lukker vi øjnene. Vi trænger til at blive omvendt.
Sune Knudsen er journalist, forfatter, studerer psykoterapi og er tidligere LGBTQ+-aktivist.