Video

Rytmer fra urtiden

Den internationalt anerkendte slagtøjsspiller Ying-Hsueh Chen er opvokset i Taiwan og uddannet på nogle af verdens mest prestigefyldte konservatorier. I dag har hun base i København. I år er hun udpeget som en af Danmarks to nominerede til Nordisk Råds Musikpris

I løbet af et kalenderår rejser Ying-Hsueh kloden tynd – og fremlejer derfor også med jævne mellemrum sin lille østerbrolejlighed. I sin tid trådte hun ellers sine barnesko meget langt fra Østerbro og Bådhuset, som hun kalder det lille træhus, der til daglig fungerer som hendes kombinerede studie, øvelokale og private koncertsal, og som ligger godt gemt væk bag et plankeværk og et trådhegn, som man skal snige sig ind bag gennem en lille låge, hvis man vil finde det herude yderst på Refshaleøen i København, hvor hun og jeg har sat os til rette med hver en danskvand på dåse oven på hver vores lille polstrede skammel mellem marimbaer, trommer og alverdens krukker, tagsten, lerfløjter, flintesten og andre musikinstrumenter, som står, læner sig og ligger overalt i det lille træhus.

Ying-Hsueh blev født for 42 år siden i en lille taiwanesisk provinsby tæt på det savværk, fortæller hun mig på en skønsom blanding af dansk og engelsk, hvor begge hendes forældre arbejdede, men »det var først sent i min karriere som percussionist, at det gik op for mig, hvor stor indflydelse lydene fra fabrikken har haft på min spillestil,« siger hun og smiler med øjnene bag de store runde briller med det kraftige stel, der sammen med kasketten og den skarpe frisure er med til at understrege hendes særegne stil. »Der var ikke nogen i min familie, der spillede musik, men der var masser af lyd fra savværket,« siger hun og efterligner lyden af maskiner og træ, der bliver skåret igennem og falder mod gulvet, med sin stemme. »Men min veninde gik til klaverundervisning, og det var jeg meget misundelig på, så jeg plagede min mor om at få lov til at gå til klaver, og det fik jeg,« siger hun.

»Min mor voksede op meget fattigt. Hun var faktisk selv en ret talentfuld kunstner, men havde ikke mulighed for at udleve det, så den chance ville hun gerne give mig.« Ying-Hsuehs øjne stråler, og hun smiler igen over hele ansigtet. ”Og jeg var bare på fra begyndelsen,” siger hun. »Der har aldrig været nogen, der skulle bede mig om at øve. Jeg spillede hele tiden, det var ren enjoyment.«

Hvis der er noget ved Ying-Hsueh, som i mødet med hende virker hundrede procent overbevisende, så er det hendes genuine opslugthed af musikken. Som hun siger, da jeg spørger nærmere ind til nomineringen til Nordisk Råds Musikpris og hurtigt fornemmer, at det ikke er et emne, hun føler stærkt for at dvæle ved: »Forstå mig ret, jeg er selvfølgelig glad for anerkendelsen, men overfladiske ting betyder ikke særlig meget for mig. Det er musikken, der gør mig lykkelig.« 

»Jeg var klassisk pianist, indtil jeg var 13 år,« siger Ying-Hsueh i et forsøg på emneskift og med en helt naturlig stemmeføring, der efterlader mig overbevist om, at ja, hun var vitterlig pianist og ikke bare en lille pige, der spillede klaver. »Men så startede jeg på en skole, hvor der var et japansk inspireret orkester,« fortæller hun, »hvor man spiller klassisk vestlig musik på instrumenter som harmonika, orgel, slagtøj og marimba. Lyden af marimbaen havde længe fascineret mig, og nu fik jeg så muligheden for at lære at spille på den,« siger hun. Hendes virtuose marimbaspil førte hende hurtigt ind på en prestigiøs eliteskole for musik, hvor hun, som hun siger, »ikke havde svært ved at være den bedste til musik«, men til gengæld kæmpede en del for at følge med i de øvrige fag, hvor det forventedes, at man scorede topkarakterer i alt – og hvor man fra skolens side, fremhæver Ying-Hsueh som et eksempel på den i hendes øjne vanvittige pædagogiske tilgang, blev belønnet med en flidspræmie, hvis det lykkedes én at gennemføre hele sin skolegang uden sygefravær. 

En mentalitet, der nær havde kostet Ying-Hsueh både forstand og helbred, fortæller hun, idet hun grundet det enorme præstationspres led af meget svær anoreksi op gennem sin barndom og tidlige ungdom. Hendes eneste sygefraværsdag skyldtes, betror hun mig, at hun på den samme dag skulle have intravenøs ernæring på hospitalet og til optagelsesprøve på et californisk musikkonservatorium, som havde en repræsentant i Taiwan for at spotte talenter. Ying-Hsueh blev optaget – og det blev både hendes vej ud af et alt for stramt skolesystem og anoreksien. »Jeg blev rask den dag, jeg landede i Californien,« siger hun og fortæller levende om den undrende glæde, det gav hende for første gang i sit liv at have tid til at gå lange ture i naturen og øve sig udelukkende for sin fornøjelses skyld, når skoledagen sluttede allerede først på eftermiddagen og ikke ud på aftenen, som hun var vant til fra Taiwan.

Senere i sin karriere – efter et længere ophold på den verdenskendte Juilliard School i New York – stødte hun gennem en underviser på den danske percussionist Gert Mortensen og hans tilgang til slagtøj og den ’urkraft’, som han med Ying-Hsuehs ord spillede med, og som hun altid leder efter i musikken, siger hun, og som førte hende til Danmark og Musikkonservatoriet i København, hvor han underviste. 

»Det er også derfor, jeg er så fascineret af oprindelige folks musik og af at spille på deres instrumenter,« siger hun med henvisning til begrebet urkraft. »Der er en rytme i den musik, som er så basal menneskelig, og som rører dig helt umiddelbart på et meget dybere plan end f.eks. vestlig klassisk musik, som er så skematisk og matematisk funderet.«

»Det er rytmer, der tager udgangspunkt i f.eks. hjerteslaget,« siger hun og banker en tung rytme med en flad hånd mod brystet. »Og det var min interesse for den type musik, der ledte mig til mødet med Eva Fock, den danske musiketnolog (gren af musikvidenskaben, der forsøger at opnå viden om musikkulturer og musikalske praksisser, red.), som bl.a. har forsket i nordiske musikinstrumenter fra stenalderen.« 

»Jeg blev inviteret til at deltage i hendes forskningsprojekt ’Lyden af oldtiden’. Vi tog til Ærtebølle, hvor køkkenmøddingen blev fundet i sin tid og sammen med den en del objekter, som man med stor sikkerhed mener, er musikinstrumenter – bl.a. det takkede hjorteskulderblad, jeg spiller på sammen med en rund ossobucoknogle, som jeg selv har kogt ren hjemme i mit eget køkken,« siger Ying-Hsueh og gør rede for sin egen – eller måske Eva Focks i mine ører meget plausible teori om, at man i stenalderen formentlig har spillet på dyreknogler og skaller efter måltiderne som en form for taksigelse til ære for det dyr, der har ladet sig fange og spise. »Ikke som nu,« siger hun, »hvor man har alt for nem adgang til mad i Vesten, og hvor madaffald og emballage hober sig op uden de store anvendelsesmuligheder.«

Men Ying-Hsuehs interesse for oprindelig folks musik begrænser sig ikke til de danske køkkenmøddinger. Hun har i mange år interesseret sig indgående for traditionel musik fra bl.a. Korea, Japan og Taiwan. 

»Der er en tidløs kærlighed i den musik, der kommer til os direkte fra vores forfædre,« siger hun i et helt ligefremt tonefald uden antydningen af patos. »Der er mange musikalske fænomener, som går igen i traditionel musik fra hele verden, f.eks. mikrotonalitet (betegnelse anvendt i forbindelse med musik, der benytter intervaller mindre end det vestlige musiksystems halvtonetrin, red.), fortsætter hun. »Før musikken blev vestliggjort, lød den jo helt anderledes – som når man spiller på sten eller ler f.eks., som jeg har gjort rigtig meget.«

Det er toner, der ikke er stemte og polerede som dem, de fleste af os har vænnet vores ører til at lytte til i dag, og som Ying Hsueh har arbejdet indgående med i sit årelange projekt ’Ancestrial Modernism’, som med hendes egne ord har til formål »at opløse menneskets begrænsede og betingede forståelse af tid, genre og nationalitet i musikken« ved at blande moderne og traditionel musik.

Som hun siger: »Det handler om musik, som er primitiv, universel og autentisk, og det kan være mange ting lige fra koreansk shamanistisk trommemusik til Xenaki (modernistisk fransk-græsk komponist og arkitekt, red.) og Per Nørgård (nyligt afdød dansk komponist, red.).«