Nyhed

Trump-administrationen stempler lande med DEI-politik som menneskeretskrænkere

Nye retningslinjer udelader rettigheder for minoriteter og viser en ”hårrejsende” fjendtlighed over for LGBTQI+-personer, mener menneskeretsorganisation.

Når USA’s udenrigsministerium fremover udgiver sin årlige rapport om menneskerettigheder rundt om i verden, vil det være med et nyt sæt briller på. Amerikanske ambassader og andre repræsentationer, der er med til at udarbejde den årlige rapport, har fået instrukser om at betragte lande, der har politikker om diversitet, ligestilling og inklusion – på engelsk ”diversity, equity and inclusion (DEI)” – som krænkere af grundlæggende menneskerettigheder. Det skriver britiske BBC.

Ændringerne skal ifølge det amerikanske udenrigsministerium gøre op med ”destruktive ideologier”. Uzra Zeya, som leder organisationen Human Rights First, siger til BBC, at Trump-administrationen ”bruger internationale menneskerettigheder som våben for indenrigspolitiske, partipolitiske formål”. ”At forsøge at betegne DEI som en krænkelse af menneskerettighederne markerer et nyt lavpunkt i Trump-administrationens misbrug af internationale menneskerettigheder,” siger hun.

Hun tilføjer, at de nye retningslinjer udelader rettigheder for “kvinder, LGBTQI+-personer, religiøse og etniske minoriteter og ikke-troende – som alle nyder lige rettigheder i henhold til amerikansk og international lov, trods Trump-administrationens omstændelige og uklare retorik om rettigheder”. Uzra Zeya – som selv har en fortid som højtstående embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium – mener, at USA’s nye regler viser en ”hårrejsende” fjendtlighed over for LGBTQI+-personer.

Det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapport om menneskerettigheder har historisk været betragtet som den mest omfattende af sin slags udarbejdet af nogen regering. De nye retningslinjer kommer, efter at Trump-administrationen offentliggjorde af den seneste årlige rapport i august. Den var markant omskrevet og nedskaleret i forhold til tidligere år.

Den nedtonede kritikken af nogle af USA’s allierede, mens den skærpede fordømmelsen af de lande, Trump-administrationen opfatter som modstandere. Dækningen af emner som forfølgelse af LGBTQ+-personer var markant reduceret.

Allerede i januar indledte præsident Donald Trump et opgør med DEI kort efter, at han var vendt tilbage til magten. Det fik store virksomheder som Meta, Walmart, McDonald’s, Goldman Sachs, IBM og en lang række andre til at ændre i deres DEI-politikker.

Tendensen bredte sig også uden for USA. I Danmark fjernede virksomheder som blandt andet LEGO, der driver forretning i USA, specifikke ord som “LGBTQ” og “people of color” fra deres årsrapporter for at tækkes USA’s nye regler.

kilde: BBC