Kultur
Et 360 graders perspektiv
Som den eneste organisation af sin art i Skandinavien arbejder det norske Harry Benjamin Resursssenter i et tæt samarbejde med personale og forskere på de af landets behandlingssteder, der tilbyder kønsbekræftende behandling til personer, der oplever kønsdysfori.
Benjamin møder mig med et smil i forhallen til Deichman Bjørvika-biblioteket, som ligger ud til havnefronten i Oslo ved siden af den moderne, nybyggede opera med de store glasfacader og det hvide, skrånende tag, som folk i godt vejr kan trave op og ned ad eller sætte sig på for at slikke sol og nyde udsigten ud over fjorden.
”Så hyggeligt at træffe dig”, siger han og giver hånd, inden han putter en lille stak papirer ned i sinskuldertaske og lyner sin jakke. Dagens iskolde støvregn indbyder ikke til at slå sig ned udendørs, så Benjamin og jeg bliver enige om at tage den lige vej fra biblioteket og det forskningsmøde, han sammen med en række nordiske repræsentanter fra behandlingsenheder i Skandinavien og Holland for personer med kønsinkongruens, har deltaget i og tilbage til Harry Benjamin Resurssenter, hvor Benjamin har sin daglige gang.
”Det er bare ti minutters gang herfra”, siger Benjamin og leder vejen ud af biblioteket og videre over vejen og ind igennem Oslo Centralstations butiksarkade. Resursecenteret blev oprindeligt stiftet tilbage i år 2000 som reaktion på, at Rigshospitalet i Norge samme år valgte at nedlægge behandlingen af personer med kønsdysfori og centeret arbejdede i de kommende to år målrettet med sundhedspolitisk oplysningsarbejde og synliggørelse af transpersoner i medierne for at skabe opmærksomhed omkring det manglende behandlingstilbud – som det to år efter, i 2002, omsider lykkedes at få reetableret. Dengang kendte Benjamin ikke noget til organisationen og dens arbejde.
”Jeg blev medlem af HBRS i 2011, efter jeg havde været til mit første møde”, fortæller han, og åbner døren til de strømlinede lokaler oppe på 5. etage i bygningen på Christian Kroghs gade, hvor centeret har til huse. Benjamin og jeg går ud i det lille køkken, der ligger i forlængelse af det største af lokalerne og finder et par sodavand i køleskabet, inden vi sætter til rette på hver sin side af det aflange bord, der er placeret langs vinduerne ud til gaden. ”Egentlig fandt jeg centeret ved et tilfælde. Jeg søgte på emnet for at finde andre i samme situation som mig og fandt da også forskellige organisationer, men det var her i HBRS, jeg følte, at jeg passede ind”, siger han.
”Det betød enormt meget for mig at møde andre, der havde det ligesom mig, så jeg ikke skulle føle mig så alene og anderledes”. De kommende år begyndte Benjamin at deltage i flere og flere møder, han meldte sig til de sommerlejre, som centeret hvert år arrangerer for medlemmer i alle aldre, deres familier og netværk, og han engagerede sig så småt i organisationens ungdomsforening og siden i dens landsstyre, hvor han har været styreleder siden 2018. ”Jeg brænder virkelig for foreningen og dens arbejde, for de her mennesker og den her patientgruppe”, siger han og fremhæver det ’360 graders perspektiv’, som han kalder det, som foreningen arbejder ud fra.
”Det indebærer, at vi tør se på alt det, der kan være udfordrende”, siger han, ”at vi også beskæftiger os med de svære spørgsmål, og at vi både taler med og lytter både til dem, vi er enige med og dem, vi er uenige med”. Centeret arbejder med Benjamins ord for, at alle der oplever kønsinkongruens, kønsdysfori eller udfordringer knyttet til køn og identitet får de samme rettigheder som alle andre, at de bliver værdsat og kan føle sig trygge i samfundet – og så arbejder centeret for at styrke og forbedre tilbuddene for dem i gruppen af personer, der oplever kønsinkongruens, som ønsker behandling. Det er et arbejde, der foregår gennem oplysning, samtale og information – pjecer, foredrag, aktiviteter, politisk arbejde og ved at samarbejde med de klinikker og hospitaler, som udbyder behandlingen og her, mener Benjamin, er der er plads til forbedring på flere planer.
”I Norge kan du for eksempel ikke få en såkaldt ’second opinion’ på det her område. Hvis du har fået afslag på behandling, har du ikke mulighed for at indhente en anden vurdering nogen steder. Der er lange ventelister, som vi gerne så forkortet – og så håber vi på sigt på et samarbejde på tværs af de nordiske lande i forhold til den kirurgiske del, især hvad angår nedre kirurgi”, siger han, ”ideelt set specialiserede man sig i de enkelte lande på forskellige områder i stedet for nu,hvor de enkelte kirurger simpelthen har for lidt operationserfaring”.
Det kunne betyde, at Norge havde fokus på vagina-plastik, forklarer han, og at Sverige for eksempel hovedsageligt koncentrerede sig om phallo-plastik, og at den enkelte patient så havde mulighed for at vælge behandling i et andet skandinavisk land end det, vedkommende var statsborger i. Vi har siddet over for hinanden og talt sammen en halv times tid, og Benjamin har brugt ordet ’patient’ nok gange til, at det har slået mig. Men der er en god grund til, at han bruger det ord, forklarer han, da jeg spørger ind til det.
”Det er faktisk en vigtig pointe. Begrebet kønsinkongruens er jo blevet bredt meget ud de seneste år. Men i HBRS har vi hovedfokus på dem, som ønsker og eller har behov for medicinsk eller kirurgisk behandling, og hvis man har det, så tænker vi faktisk, at man er en patient”, siger han. ”Det er vigtigt at huske på, at det er store indgreb på kroppen, man går igennem, hvis man er i hormonbehandling eller får kirurgisk behandling”. Men med det at betegne sig selv som patient følger også en række rettigheder og muligheden for at stille krav til behandlingen, forklarer Benjamin og understreger, at HBRS netop opfatter sig som en patientorganisation og ikke en interesseorganisation.
Det er også derfor, forklarer han, at det er vigtigt for centeret at samarbejde tæt med sundhedsmyndighederne og lægerne på de hospitaler, hvor de personer, de repræsenterer, er i behandling. ”Jeg blev egentlig lidt overrasket, da det gik op for mig, at vi er én af de få organisationer, eller måske den eneste, i hvert fald i de nordiske lande, som har det her samarbejde, for jeg oplever det som utrolig vigtigt. Det er jo netop gennem samarbejde og dialog, vi har mulighed for at skabe forandring og forbedring.”
HBRS ser det blandt andet som sin opgave at holde øje med, om sundhedsvæsnet gør deres arbejde ordentligt, forklarer han, og den position forudsætter, ifølge ham, samtale og dialog.
”Vi har repræsentanter i forskellige brugerråd og referencegrupper i forhold til den forskning, der er på området, og så er vi i direkte dialog med Rigshospitalet. På den måde har vi mulighed for at komme med konkrete tilbagemeldinger fra vores medlemmer”. Men samarbejdet med sundhedsmyndighederne kommer ikke uden en pris, indrømmer Benjamin, og det har da også skabt en del debat inden for LGBTQ+-miljøet i Norge, der er splittet i spørgsmålet om hvilken strategi, der tjener de personer, der oplever kønsinkongruens bedst.
”Nogle aktivister siger jo, at den måde vi arbejder på, koster liv. For eksempel når vi går ud og siger, at det er vigtigt, at ’skynde sig langsomt’, siger Benjamin. Han vejer sine ord nøje, mærker man, inden han fortætter. ”Vi mener, at det er vigtigt, man bruger tid på at overveje og udforske sig selv, inden man starter behandling, og så forholder vi os også til nogle af de udfordringer, der er på feltet for eksempel det med, at der er en overrepræsentation af folk på autismespektret, som opsøger behandling”.
Ifølge Benjamin er ønsket blandt personer, der oplever kønsinkongruens, ofte ’bare’ lettere tilgængelig behandling, men i HBRS er man af den opfattelse, at det netop er vigtigt, at behandlingen centraliseres, sådan at den enkelte møder de mest erfarne og kompetente behandlere.Fokus skal ikke kun skal være på udredning og behandling, mener HBRS, men også på kompetent psykosocial støtte undervejs i processen. I forlængelse af det, mener Benjamin, at det er afgørende, at man, især som en voksen, der tilhører denne her gruppe af mennesker, påtager sig et ansvar i forhold til, hvordan man italesætter ’systemet’ og behandlingstilbuddene.
”For os i HBRS er det vigtigt at bidrage til en nuanceret samtale – også om behandlingstilbuddene. Børn og unge skal ikke være bange for at kontakte sundhedssystemet og opsøge hjælp og behandling, fordi de bliver omtalt unødigt negativt”. Selv er Benjamin, når han ser tilbage på sin egen proces, glad for, at han blev tvunget til at ’skynde sig langsomt’ i forhold til sin egen behandling, selvom det var en stor udfordring undervejs.Han har selv med sine egne ord ’en lang og kompliceret historie’ og blandt andet en række indlæggelser i psykiatrien bag sig.
”Jeg har altid været et meget genert barn, som ikke helt følte, at jeg passede ind”. Som 16-17-årig, fortæller Benjamin, begyndte han for alvor begyndte at få det rigtig skidt, og som 18-årig blev han så indlagt på psykiatrisk afdeling med mistanke om psykose. Sammenlagt nåede han at være indlagt to et halvt år i psykiatrien med psykose, depression, selvskade og selvmordsforsøg.”Jeg havde det virkelig vanskeligt. Men så mødte jeg på et tidspunkt en behandler, som jeg følte mig meget tryg ved, og hvor jeg kunne begynde at tale om det besvær, jeg havde med at være født som pige.”
Samtalerne ledte til, at Benjamin opsøgte behandling for kønsinkongruens på Rigshospitalet i Oslo. Grundet sine svære psykiske vanskeligheder, fik han dog besked på, at han skulle vente, før en eventuel behandlingsproces kunne sættes i gang. ”Først efter den tredje henvisning begyndte jeg udredningen, tre år tog det, – og det var selvfølgelig meget svært med den ventetid, men heldigvis fik jeg stor støtte fra min familie og mit lokalmiljø og også fra behandlingssystemet”. Hormonbehandlingen, som Benjamin startede i, var dog kun ét led i den proces, han skulle igennem for at komme bedre overens med sig selv og sit køn, understreger han. ”I starten følte jeg, at jeg skulle overkompensere og være meget maskulin for at kunne påstå, at jeg var en mand”..
Han lægger sin stemme helt ned i et dybt toneleje og retter sig op og gør sine skuldre brede for at imitere, hvordan han i en lang periode følte, at han var nødt til at tale og agere for at være ’en rigtig mand’. ”Jeg er vild med blomster og elsker at bage sådan nogle fancy design-kager, og kunne man det”, siger han og griner ”og være mand samtidig”. Efter i flere år at have arbejdet med sig selv terapeutisk og efter at have set grundigt på sin egen identitet og kønsopfattelse, kom han frem til, at ja – det er faktisk er helt fint at være en mand, der elsker blomster og kager.
Han kom også frem til noget andet, som var af afgørende betydning for ham. ”For mig er det vigtigt, at uanset hvor meget jeg forandrer min krop, så kommer jeg stadig til at være en biologisk kvinde, det er den krop, jeg har. Så jeg må forsøge at lande mest muligt i den og at blive komfortabel med den, jeg er og den krop, jeg har.”
Det vigtigste for ham, forklarer han, er netop den tryghed og den accept af sin egen krop, der kommer indefra, og den tendens han ser i tiden, forklarer han, som ifølge ham ’går ud på at sætte os selv og hinanden i en masse kasser, når det kommer til køn og identitet’, kan godt bekymre ham. ”Jeg er lidt imod alle de mærkater, vi har så travlt med at putte på hinanden. Man kan google sig frem til, at der findes 67 forskellige køn, man kan definere sig som, og det er jo egentlig fint, at alle kan finde deres egen plads i verden. Men jeg kan godt være bange for, at ved at lave flere båse, så åbner vi egentlig ikke handlingsrummet op”, siger han, ”som jeg ser det, er handlingsrummet er stadig det samme – det er bare blevet delt op i mange flere bokse.”
Benjamin sidder lidt og ser frem for sig, inden han afslutter sin tankerække. ”For mit eget vedkommende er jeg kommet frem til, at jeg er menneske, jeg er Benjamin, og det er jeg på min egen måde, og det er godt nok”, siger han.