Kultur
Lesbisk trækplaster i provinsen
Som komikeren Urzila Carlson siger i én af sine hundrede vis af punchlines i sit nyeste stand up show, ’You don´t say’, så har de fleste lesbiske det med at blive helt udmærkede venner med deres eks-kærester, når bølgerne lige har lagt sig.
Du ved, om lidt bliver hun alligevel venner med én af dine andre eks-kærester, din eks-kærestes eks-kæreste og så videre. Du kommer til at rende på hende i tide og utide, til middagsselskaber, i byen, gennem fælles venner. Så mange lesbiske er der heller ikke i København – eller Verden for den sags skyld, og dem der er, kender som regel hinanden på kryds og tværs. Det er ganske enkelt nemmere for alle parter at gyde olie på vandene end at hænge sig for meget i fortiden. Hun gik, eller du gik, eller hun var sammen med en anden, eller du havde måske ikke helt rent mel i posen efter den der aften på Vela, eller efter rejsen til Berlin, Paris, New York. Det var dengang, og hvem hænger sig egentlig i den slags detaljer et år eller to efter. Ikke mig tilsyneladende, der er fine venner med samtlige af mine eks-er gennem tiden.
‘The gay Alphabeat’ af Urzila Carlson
Ikke at de kan tælles på meget mere end en enkelt hånd, men alligevel talrige nok til at lave en slags statistik, skulle jeg mene. Mariana, min brasilianske ekskæreste, er ingen undtagelse. Vi har efterhånden kendt hinanden i flere år, end vi var fyldt, da vi mødtes. Ingen kan huske præcis, hvorfor vi gik fra hinanden og under hvilke omstændigheder, og det er også lige meget. Jeg griner stadig af hendes vittigheder, jeg kender hendes familie og hendes gamle venner, vi ses sjældent, men når vi gør, er det altid en kæmpe fornøjelse. Efter en årrække som freelancer i reklamebranchen i London flyttede hun for et par år siden til Paris og efterlod sig en lejlighed i det nordøstlige London, som hun nåede at købe inden ejendomspriserne i byen, tog på decideret himmelflugt. Når den ikke er lejet ud på Airbnb, er den up for grabs mellem venner og familie – efter et usædvanligt hårdt break up med ung fransk surfer boede Mariana en del af sensommeren hen over Priden i København i mit og min kærestes nyetablerede anneks i haven i huset på Amager, mens hun slikkede sine sår og trawlede datingappsene på sin telefon for damer i København og omegn. Noget for noget, og jeg er derfor ikke sen til at tage imod hendes tilbud om, at min kæreste og jeg kan låne hendes lejlighed en forlænget weekend i efteråret.
Særligt ikke da det viser sig, at Urzila Carlson, den lesbiske stand upper fra New Zealand, som du måske er stødt på i dit feed på Instagram eller på Netflix, og som jeg har et særligt svagt punkt for, lægger vejen forbi Storbritannien hele november måned. Hendes show i London er godt nok udsolgt, erkender jeg med en vis bitterhed efter en hurtig googlesøgning, men så må turen gå en omvej forbi halvstore universitetsby, Exeter i det sydvestlige England, et par timers rejse i tog fra hovedstaden, beslutter jeg og hiver straks to billetter ned i min virtuelle indkøbskurv på nettet. Efter at have tjekket et par obligatoriske seightseeing-bokse af i London og et mindre heldigt besøg på en heteroseksuel natklub inklusive noget supposedly lesbisk striptease (det må du høre om en anden god gang), sidder min kæreste og jeg altså nu i Great Western Railway-toget på Paddington Station, der snart efter fløjter af og fragter os gennem Londons forstæder mod et tåget landskab af grønne marker omkranset af levende hegn, virkelig mange får og flere og flere får på begge sider af toget, til vi omsider når Exeters st. Davids et par kilometer fra Exeters centrum. Efter en gåtur langs en del af den gamle middelalder bymur og et par knap så pittoreske shoppinggader med et væld af kædebutikker, når vi frem til det lille pensionat i et af byens karakteristiske arbejderklasse- rækkehuse i røde mursten, hvor min kæreste og jeg har lejet os ind for natten. Det hele er meget autentisk, den lille vævre dame småsludrer om morgenmadsbuffeten, vejret, byen, naboen, eftermiddagsteen, mens hun viser os op ad den smalle trappe til anden sal til vores værelse, men kort efter er vi altså på farten igen. Tidsplanen levner plads til en omgang tidlig aftensmad på den lokale kro, beslutter vi efter at have kastet vores tasker på væg-til-væg-tæppet op ad det blomstrede tapet, og bevæger os ned ad pensionatets smalle trappe igen og mod beværtningen på hjørnet af Prince of Wales Road, der serverer en ordenlig omgang bangers and mash, så bunden er lagt, inden aftenens show med Carlson i universitetets teatersal.
Mine basale behov er nu med andre ord tilfredsstillet og på vej gennem byens beboelseskvarterer, den mørklagte park, universitetsområdet oppe på bakkekammen, bevæger jeg mig uvægerligt en anelse opad i behovspyramiden og begynder så småt at spejde efter de andre lesbiske, der ligesom min kæreste og jeg må være på vej ad gader og stræder for at fylde teatersalen.
For hvem der ikke allerede ved det, er Urzila Carlson er, hvad jeg mener at kunne kalde, udpræget lesbisk, i merchandise-shoppen på hendes hjemmeside kan man købe de to t-shirts med printet ’gay agenda’ og ’lesbitarian’, alle hendes shows handler om at være lesbisk, lesbisk sex, lesbisk kultur, lesbisk livsstil, lesbiske forviklinger – ja, ja, de handler også om andre emner, men det lesbiske fylder immervæk meget, og for en by af Exeters størrelse, som vel i omfang og indbyggertal svarer til Odense, er det alligevel imponerende at kunne trække en hel teatersal fuld af lesbiske, tænker jeg ved mig selv.
Stor er min overraskelse derfor, da min kæreste og jeg efter gåturen gennem byen ankommer til campusområdet og finder teateret, hvor køen til indgangen starter, og konstaterer jeg hurtigt efter at have kastet et blik ud over menneskemængden, befinder os i en forsamling af overvejende heteroseksuelle, midaldrende par. Er vi gået forkert? Har vi taget fejl af datoerne? Er der mere end ét show ad gangen i teatersalen? Nej, forsikrer det smilende par foran os i køen, da jeg forsigtigt forhører mig. Alle her står tilsyneladende i en lang række for at komme ind og se Urzila Carlson kaste om sig med jokes om sexlegetøj og lesbiske parforhold.
Da mine øjne har vænnet sig lidt til den heteroseksuelle majoritet og i stand til at stille skarpere, begynder de ganske vist så småt at træde frem fra mængden – de lesbiske, der trods alt også har fundet vej hertil. Dér er to med kort og skovmandsskjorter, dér er en med armene over kors og fremskudt underliv med sin langhårede kæreste ved armen, dér er en hel gruppe af lesbiske, som står og griner højlydt helt fremme ved indgangen. Men det ændrer ikke på den overordnede sammensætning af menneskemængden som langt overvejende heteroseksuel.
Min kæreste og jeg får tjekket vores billetter og skynder os ind og op mod baren, hvor vi lige når at få fat i to store fadøl – en lille gestus for at markere vores lesbiske identitet, inden klokken ringer for anden gang, og dørene til salen åbnes. Med hver vores øl i hænderne glider vi med strømmen af mennesker ind i det mørklagte rum, hvor fem store projektører i orange, gul, grøn, blå og lilla lyser ned mod scenegulvet og illuderer den regnbue, som Urzila Carlson træder ind i til salens kæmpestore jubel. De to mænd i trediverne til højre for mig har armene oppe over hovedet, den lyshårede kvinde i gruppen af heteroseksuelle veninder til venstre for mig, pifter øredøvende.
Urzila Carlson trækker vejret ind og cracker den første joke om den samtale hende og hendes manager angiveligt skulle have haft inden turneen i England om de venues, der igen skal fyldes med publikummer, og som kun er blevet større og større de seneste år i takt med Carlsons stigende popularitet. Indtil videre har Carlsons maneger påtaget sig rollen med at berolige hende inden hver turne, siger Carlson og citerer sin hende for kommentarer som ’ Don’t stress, mate, it’ll all work out’, ’ No worries, you'll be fine’ og så videre. Men inden dette års tour, siger Carlson, så hun lige så beklemt ud som Carlson selv, da hun igen udtrykte sin bekymring for at være i stand til at sælge billetter til Englands største teatersale.
Men altså, billetterne blev også udsolgt denne gang, der er ikke et eneste ledigt sæde i salen, og Urzila Carlson fortsætter lynhurtigt fra den indledende replik sin raptus af en enetale på scenen. Hun galopperer gennem emner som beskidt sexlegetøj, sin demente mor og hendes eskapader i nabolaget, kirkesammenkomster, pornofilm, lesbiske skilsmisser, alt sammen i et tempo, der dårligt levner tid til at nogen af os kan trække vejret, Carlson fordi hun formelig rabler historierne og vittighederne af sig, os andre forbi vi skriger af grin imens – mig og min kæreste, det lesbiske par på rækken bag os og de hundredvis af heteroseksuelle, der er valfartet til det lokale teater for at se lesbisk stand up, når det er allerbedst.
Det kan noget at være en del af en ghetto, tænker jeg ved mig selv, og det kan virkelig også noget,når der pludselig viser sig at være plads til ens helt egen ghetto lige midt i mainstreamkulturen og den engelske provins.