Klumme
Skam
Den norske kirke har taget ansvar for den skam, LGBT+-personer er blevet påført. Hvorfor tøver Den Danske Folkekirke med at gøre det samme?
I kælderen på London Pub – et af Oslos ældste og mest markante LGBT+-steder – trådte repræsentanter for Den Norske Kirke tidligere på året frem og sagde undskyld. Ikke i en domkirke og eller i et abstrakt dokument, men netop dér, hvor to mennesker blev dræbt og flere såret i 2022, netop fordi stedet er et LGBT+-sted.
Undskyldningen handlede om kirkens historiske rolle med at skabe skam -om århundreders religiøs autoritet, der har lært mennesker gennem historien, at deres kærlighed, krop eller identitet var forkert (Kilde).
Det var både rørende og på tide, at en sådan fuldtonet undskyldning faldt.
Det er præcis den erkendelse, der mangler i Danmark. For hvor er undskyldningen fra den danske folkekirke?. Ikke som et signalpolitisk ritual, men som et nødvendigt ansvarstagende opgør med egen historie?
Debatten i kølvandet på den norske undskyldning har næsten været fraværende og hovedargumentet har været, at folkekirken i Danmark er organiseret på en måde, så der ikke er én stemme, der ville kunne sige det svære ord: Undskyld.
Men nej: Folkekirkens organisering kan ikke bruges som bekvem undskyldning for at lade være. For Folkekirken har haft – og har – autoritet. Den har defineret begrebet normalitet gennem prædikener, ritualer, vielsesret og teologisk sprog. Når kirken i århundreder har været med til at påføre skam, kan den ikke fralægge sig ansvaret ved at henvise til mangfoldighed i sin styreform og lokal selvbestemmelse. Ansvar følger magt, også når magten er fordelt.
Kirkens opgave er ikke kun at undgå at skabe skam fremover. Den har et ansvar for aktivt at fjerne den, der allerede er plantet. Skam forsvinder ikke af sig selv. Den sætter sig blandt andet som selvhad. Og den lærer mennesker, at de ikke hører til – hverken i kirken eller i fællesskabet udenfor, som kirken gennem historien har præget aktivt.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor anderledes vi behandler folkekirken end andre trossamfund. Vi stiller – med rette – krav til for eksempel muslimske miljøer om at tage klart opgør med homofobi og religiøst begrundet eksklusion. Vi forventer selvransagelse, afstandtagen og tydelige markeringer. Men når det gælder folkekirken, sænkes barren. Her kaldes et opgør unødvendigt, forældet eller splittende.
Den dobbeltstandard bliver direkte farlig i en tid, hvor der tales om “åndelig oprustning”, og hvor kristen tro igen fra politisk side præsenteres som en vigtig kulturel og moralsk spydspids i vores samfund i disse krisetider.
Man kan ikke både ønske kristendommen genindsat som normbærende kraft, mens det blæser omkring os som land sikkerhedspolitisk, og samtidig nægte at gøre regnskabet op for den skade samme normmagt har forårsaget.
Åndelig oprustning uden åndeligt ansvar hænger ikke sammen.
Hvis folkekirken i dag og fremover vil spille en central rolle i samfundets samtaler, må den begynde med sig selv. En klar, offentlig undskyldning til LGBT+-personer vil ikke svække kirken. Den vil styrke den. Den vil vise, at næstekærlighed ikke blot er et ideal, men en praksis – også når den koster noget, eller når det gør ondt at se i bakspejlet.
Den norske kirke forstår, at en undskyldning ikke er afslutningen på en proces, men begyndelsen. Det samme bør ske i Danmark.